1600 Challenge   03/05/17

Drilsk weekend for Mathias Valentin
Det blev til noget af en drilsk weekend for Mathias Valentin.
JN Motorsport teamet var draget fra Gørlev på Vestsjælland til det aller sydligste Jylland på Padborg Park, da den 2. afdeling af Yokohama 1600 Challenge blev kørt.

Debutanten kom sensationelt til weekenden med en sejr i bagagen fra åbningsløbet, og som 2’er i DIF Danmarksmesterskabet samt førende i Rookiemesterskabet. Det var allerede mere end hvad teamet havde turdet drømme om.

Succes’en betød også at der skulle 70kg ballast i bilen, da der skal køres med succesballast i bilerne alt efter resultaterne.

Banen er dog velkendt for 17 årige Valentin, da han havde en testdag på banen sidste efterår – det var dog ikke med 70kg som passager i bilen…


(Foto: JJ Media)

Lørdag morgen skulle første træning køres. Vejrguderne havde ikke fået det rigtige ben ud af sengen, så den havde stået på regn hele morgenen, kort indtil før træningens start. Det betød at den sølvgrå Suzuki Swift Sport med nummer 5 i bagruden skulle have regnvejrsdæk på.

Regnvejr er dog ikke noget nyt for Mathias, da han har kørt utallige løb i regnvejr igennem gokart årene. Det er dog lidt noget andet med tag over hovedet – men fordelen ved det, er at man ikke bliver våd…

Valentin kørte nogle rigtig gode omgangstider, men baneforholdene var meget lumske, og det fik han at føle ca. midtvejs i træningen, hvor det blev til en tur i sandfanget. På Padborg Park er de så dybe, så der ikke er nogen chance for at komme fri ved egen hjælp, så derfor måtte den unge kører forlade bilen, og bruge resten af træningen som tilskuer. Alligevel rakte tiden til 7. bedste tid af alle.

Så måtte teamet i gang med at gøre bilen ren, og få kofangerne til at hænge fast de rigtige steder igen. Heldigvis var der ikke sket andet end lidt kosmetisk med bilen, så den var hurtig køreklar igen.


(Foto: JJ Media)

Til kvalifikationen var asfalten blevet helt tør igen, og så var det ellers op på hesten.

Mathias fik kørt nogle rigtig gode tider, men i det tætte felt rakte det kun til 9. bedste tid. Der var dog mindre end 0,5 sekunder til 5. pladsen, så den afstand kan delvis tilskrives succesballasten, og måske også et lille knæk på selvtilliden efter afkørslen tidligere på dagen.

Det var dog helt glemt til søndagens to heats. Der var fuldt fokus på at få point på kontoen i både det generelle mesterskab og i Rookiemesterskabet.

Starten forløb fint, og Mathias lå i en test dyst med en helt flok af kørere. På løbets anden omgang fik den unge kører en dramatisk snurretur for enden af langsiden, da baghjulene låste uventet. Heldigvis ramte han hverken konkurrenter eller autoværn, og kunne fortsætte løbet som allersidste mand.

Inden løbets afslutning havde han genvundet et par af placeringerne, men kort efter løbets afslutning kom den næste spand kolde vand i hovedet. Der blev fundet en mindre detalje på Swift’en som klassens tekniske kontrollanter ikke var helt tilfredse med, og det betød desværre en udelukkelse fra heatet. Så held i uheld, var det blot få point at der gik tabt til mesterskaberne.


(Foto: JJ Media)

Med en startplacering som allersidst til heat 2, var der kun en vej – og det var fremad. Her viste Mathias at han har gode evner til at overhale, og konkurrenterne blev stille og roligt snuppet en for en. Midtvejs i løbet kom der en Safety Car hvilket stoppede hans fremfærd i de små 5 minutter at den varede, men det betød til gengæld også at de foranliggende kom tættere på igen. Det udnyttede han til fulde, og nåede at vinde endnu flere placeringer inden målflaget kom ud.

Ja, faktisk var han kun en kofangerbredde fra at slutte på 11. pladsen, i en tæt duel med en konkurrent henover målstregen, men 12. pladsen blev det endelige resultat. Samtidig blev det til sejr i Rookiemesterskabet.

Føringen i Rookiemesterskabet blev på trods af weekendens problemer alligevel udbygget med 2 point, mens det gav et lidt større tilbagefald i det generelle mesterskab, hvor placeringen nu er 7’er, men stadig mindre end en heatsejr fra føringen af mesterskabet.

Derfor er alting muligt, når Yokohama 1600 Challenge vender tilbage med den 3. afdeling på Ring Djursland om godt 5 uger.

Her kan JN Motorsport og Mathias Valentin glæde sig over slet ikke at skulle have nogen ekstra vægt med i bilen, og kan derfor udelukkende koncentrere sig om at lære den kuperede bane at kende.

JN Motorsport

JJ Media


Læs mere om:
  • Mathias Valentin
  • Padborg Park
  • 30/04/17 - Padborg Park - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde