Formel 1   30/04/17

Første sejr til Bottas
Dramatisk afslutning i Rusland
Finske Valtteri Bottas vandt karrierens første sejr i dag, efter en fremragende start og en slutning, hvor han skulle holde afstand til Vettel. Men med undtagelse af start og afslutning var løbet en noget langstrakt affære.

Sådan er det med racerløb. Der er spændende perioder og døde perioder. Starter er spændende - bilerne er tæt samlet og alt kan ske. Normalt bliver bilerne spredt ud og mod slutningen er de fleste F1 løb afgjort. Men ikke i dag. I dag blev løbet spændende på de sidste omgange fordi den førende Bottas konstant blev hentet af Vettel. At løbet så er lidt dødt mellem de to yderpunkter, er til at leve med.

Tilbage til starten. Vettel havde pole, men både han og Raikkonen i den anden Ferrari kom dårligt fra start. Mercedes pressede på, men noget overraskende var det Bottas der stak i front, mens Raikkonen fik forsvaret 3. pladsen mod Hamilton. Sådan set var det afgørelsen der skete der, for udover pitstoppen skiftede de ikke plads undevejs i løbet. Men det ændrer ikke på, at Bottas ikke bare kunne spadsere sejren hjem, han måtte slås for det. Vettel var hurtig og kom tættere og tættere på. Og så fik vi se den moderne racerbils begrænsninger. De kan IKKE køre tæt. Omgang efter omgang havde Vettel hentet ind på Bottas. Men da han nåede en afstand på 1,5 sekund, gik han i stå. Først på de sidste to omgange kom han under sekundet, men da var det for sent. For det første fik han ikke noget ud af sin DRS, da Bottas også have fordelen af den åbne vinge, da han var ved at indhente langsommere biler. Derudover var Massa meget bedre til at lukke Bottas forbi, end han var øjeblikket senere, da det var Vettel, der skulle forbi.

Banen i Sotji er ikke interessant og den giver ikke de bedste betingelser for racerløb. Udover kampen i front mod slutningen, var det små med lækre detaljer og gode dueller. Der var et vist mandefald, men ellers skete der, udover starten, kun begrænsede forskydninger i placeringerne. Raikkonen blev nr. 3, mens Hamilton sluttede på en, for ham, beskeden 4. plads. Verstappen blev nr. 5, mens hans holdkammerat Ricciardo var en dem, der måtte udgå. I dette tilfælde var det med defekte bremser.

Perez og Ocon blev nr. 6 og 7 og satte en streg under Force Indias gode form, mens Hülkenberg blev nr. 8 foran Massa og Stroll - canadieren fik dermed karrierens første point.

Udover Ricciardo, måtte Alonso parkere bilen - og det endda før løbet rigtig kom i gang. I slutningen af opvarmningsrunden parkerede den frustrerede spanier bilen ved indkørslen til pitten og gik hjem. Det betød en ekstra opvarmningrunde til resten. Da starten gik tørnede Palmer og Grosjean sammen og endte begge i barrieren (og udløste dermed en SC). I samme sving blev Magnussen dømt ude af banen og endte med at få fem sekunders straf i forbindelse med pitstoppet. På det tidspunkt lå han ellers i pointene, men efter stoppet var han aldrig igen i nærheden af de sjove placeringer.

En spændende afslutning på et småkedeligt løb. Det kunne være værre - det hele kunne have været småkedeligt. Men Sotji kan man ikke forvente mere.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Sochi
  • 30/04/17 - Sochi - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk