DTC   31/01/17

Andreas Jochimsen ny kører i MASCOT DTC-serien
DTC - Danish Thundersport ChampionshipDen unge falstring debuterer i årets Danish Thundersport Championship
2017-sæsonen kommer til at byde på flere nye navne i MASCOT Danish Thundersport Championship, og en af de seneste debutanter bliver Andreas Jochimsen, Nørre Alslev. Han skal i år starte for LM Racing.

”Jeg kørte sidste år i FDM Sport, og jeg har talt med Jesper Carlsen fra FDM, og han anbefalede mig at tage kontakt til Lars Mogensen, fordi han har erfaring med DTC-serien og er dygtig til at drive et team,” siger den 19-årige falstring. ”At det hele er lykkedes, skyldes også, at ni store XL Byg-forretninger går ind og støtter mig sammen med alle mine andre sponsorer, som har været uundværlige for projektet, og dem skylder jeg stor tak.”


19-årige Andreas Jochimsen melder sig nu klar til at deltage i MASCOT Danish Thundersport Championship

”Jeg skal første gang prøve bilen engang i marts, og så håber jeg på at kunne få en del testdage inden det første DTC-løb på Jyllandsringen i slutningen af april. Jeg vil prøve at lære så meget som muligt af de kørere, jeg skal køre sammen med i LM Racing, og så selvfølgelig af Lars selv. Jeg håber på, at jeg kan komme i top 10 generelt, måske slutte i top 5 i U21-mesterskabet og tage Rookie-titlen.”

Andreas Jochimsen har en sæson bag sig fra banesporten, hvor han deltog i FDM Sport, men inden da har han i utallige år deltaget i karting på topplan – de tre seneste udelukkende i udlandet.

”Jeg er glad for at få lov til arbejde sammen med Andreas i 2017, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med en ung og talentfuld kører,” siger teamejer Lars Mogensen. ”Han har i de tidligere sæsoner vist gode takter, som jeg håber, vi i teamet kan bygge videre på, så han kan udvikle sit talent endnu mere til fremtiden.”

”Den første halvdel af sæsonen tror jeg Andreas kommer til at blande sig i den midterste del af feltet, men sidst på sæsonen tror jeg virkelig på, at han godt kan komme op og blande sig i top 5.”

Årets MASCOT Danish Thundersport Championship starter på FDM Jyllandsringen den 22.-23. april.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Andreas Jochimsen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde