FIA WEC   22/11/16

Michael Christensen sluttede sæsonen i Bahrain
World Endurance ChampionshipÅrets finale og sidste løbsafdeling i FIA World Endurance Championship blev i weekenden kørt i ørkenstaten Bahrain. Og niende runde i sæsonen blev endnu en prøvelse for den danske fabrikskører Michael Christensen, der sammen med sin østrigske teammakker Richard Lietz, igen måtte se konkurrenterne slås indbyrdes om topplaceringerne.

6-timers løbet startede kl. 16:00 lokal tid med en varmetemperatur tæt på 30 grader, men efter solnedgang blev luften køligere og temperaturen faldt til omkring 24 grader.


(Foto: Porsche PR)

Den dansk-østrigske Porsche-duo startede løbet fra syvende startposition, og selvom forventningerne før løbet var positive, endte makkerparrets sort/hvide Porsche 911 RSR VM-løbet på samme placering, som de var startet.

”Vi følte os faktisk en smule fortrøstningsfulde for, at vi kunne slutte sæsonen med et godt løb og et resultat højere oppe i feltet, men som løbet skred frem, måtte vi erkende, at det ikke var muligt,” forklarede Richard Lietz efter løbet.

I modsætning til sidste års successæson har dette års ni VM-afdelinger været en prøvelse for de to Porsche-piloter. I fjor vandt Porsche konstruktørmesterskabet og Richard Lietz det individuelle verdensmesterskab, mens Michael Christensen sluttede på andenpladsen i VM-stillingen. Det momentum har Porsche ikke kunne fastholde i 2016, hvor teamet ikke har haft samme fart, som konkurrenterne.

”Det har været en svær sæson for os. Nu er den overstået, og vi kan se fremad mod 2017 - og den nye Porsche 911 RSR,” tilføjede Michael Christensen.


(Foto: Porsche PR)

På den internationale biludstilling i Los Angeles i forrige uge viste Porsche mærkets helt nye GT-racer. Den iøjefaldende racer er komplet nyudviklet og gør fuld brug af næste års Le Mans 24 Hours GT-reglement med systematisk letvægtsdesign kombineret med en moderne 6-cylindret boxermotor placeret foran bagakslen.

”Det er en meget spændende og innovativ ny 911-racer, som Porsche har skabt. Raceren er helt ny og vil igen placere Porsche i toppen af VM-serien,” lyder det.

”Men inden vi tager fat på 2017-sæsonen, vil jeg gerne ønske Nicki Thiim og Marco Sørensen samt Aston Martin Racing et stort tillykke med et hårdt tilkæmpet verdensmesterskab. De har haft en forrygende flot sæson og sikret Danmark endnu et internationalt topresultat med deres VM-titel,” slutter Michael Christensen.

www.michaelkchristensen.com

Thomas Wulff


Læs mere om:
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Sakhir
  • 19/11/16 - Sakhir - FIA WEC - FIA VM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk