DM Rally   24/10/16

Jacob Madsen og Line Lykke Jensen vandt sjette rallysejr i træk
Danmarks mest talentfulde rallyhold i mere end 25 år, 21-årige Jacob Madsen fra Ruds Vedby og 31-årige Line Lykke Jensen fra Stenløse, ryddede præmiebordet under Danboring Rally Denmark ved finalen danmarksmesterskabet i rally.

På landevejene omkring Ans kørte de deres lille Opel ADAM R2 ind på en meget sikker førsteplads i mesterskabet for tohjulstrukne tunede biler under 1600 ccm med et forspring på to minutter og 27 sekunder til nummer to. Og i løbets generalklassement blev de nr. 2 ud af 41 startende biler.


På de ravnesorte, regnvåde veje under natetapen i Danboring Rally Denmark chokerede Jacob Madsen og Line Lykke Jensen alle ved at være generelt hurtigst på hastighedsprøve to i deres Opel ADAM
(Foto: Michael Eisenberg)

Under rallyets første nat chokerede Jacob Madsen og Line Lykke Jensen hele feltet ved at køre på kanontider på de regnvåde veje:

”Da vi kom i mål på prøve to kunne jeg se, at vi havde hurtigste tid generelt, og det sagde jeg til Line, men hun troede, jeg lavede fis med hende,” fortalte en stolt Jacob Madsen ved målet i Ans By.

På det tidspunkt lå de foran de senere vindere, Ib Kragh og Freddy Pedersen i en firehjulstrukket Citroën DS3 med 100 hestekræfter mere, men så blev de midt om natten ramt af problemer med bilens lys, hvad der var en stor ulempe på de ravnesorte veje.

Som løbet skred frem valgte Jacob Madsen og Line Lykke Jensen at konsolidere deres andenplads, men den kom i fare, da de på tredjesidste hastighedsprøve rullede en omgang og landede på hjulene igen.

”Jeg nåede ikke at registrere det, før vi hang den forkerte vej i luften. Men det var med kun 47 kilometer i timen, så det var helt udramatisk,” rapporterede codriver Line Lykke Jensen.


Jacob Madsen og Line Lykke Jensen letter hjul på en bakketop med deres Opel ADAM. Lidt længere fremme på prøven rullede de rundt uden noget videre tidstab
(Foto: Michael Eisenberg)

Med det suveræne mesterskab venter der nu større opgaver i udlandet for Jacob Madsen og Line Lykke Jensen.

”I vores lille tohjulstrukne bil slås vi nu med de hurtige firehjulstrukne biler, så der er ikke tvivl om, at vi skal til udlandet og køre en stor serie,” siger Jacob Madsen og svarer ja til, at den serie gerne måtte hedde europamesterskabet i rally.

”Det ser lidt svært ud lige nu, det er ikke let at finde midlerne, men det er vores højeste ønske, og vi arbejder hårdt på, at det kommer til at ske,” slutter Line Lykke Jensen.


Seks klassesejre i træk og en andenplads generelt i årets sidste rally. Nu venter der større opgaver i udlandet til Jacob Madsen og Line Lykke Jensen
(Foto: Morten Dam)

Opel fejrede endnu en succes på de midtjyske landeveje: Brødene Simon og Sune Vallentin fra Gislinge havde i Polen lejet en Opel ADAM R2 magen til Jacob Madsens, og den kørte de efter fornem kørsel ind på andenpladsen i klassen og tredjepladsen generelt.

Se den samlede resultatliste på www.rallyresult.dk

Opel Danmark


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Jacob Madsen
  • Line Lykke Jensen
  • Ans
  • 22/10/16 - Ans - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde