Danish Supertourisme Turbo   05/10/16

Tre mand i kamp i spændende Supertourisme-finale
På søndag skal den nye mester kåres på Padborg Park
På søndag afsluttes sæsonen på Padborg Park. Det sker ved FTZ Supertourisme Finale, der samtidig også markerer afslutningen på kampen om mesterskabet i OK Mobil 1 Danish Supertourisme Turbo. Og der er en spændende finale i vente, for intet er endnu afgjort i klassen, hvor de turboladede racerbiler sørger for ekstra effekter, når der kommer stikflammer ud af udstødningen under nedbremsningerne for enden af Danmarks længste og hurtigste langside.

Tre mand har muligheden for at tage den anden titel i OK Mobil 1 Supertourisme Turbo. Michel Nykjær, Næstved, er klar favorit inden sæsonfinalen. I klassen har han endnu engang vist den fart, som har bragt ham titler i andre klasser i såvel ind- som udland, så måske kan han her føje et nyt mesterskab til det efterhånden lange CV.


Michel Nykjær har gode muligheder for at tage titlen i OK Mobil 1 Danish Supertourisme Turbo
(Foto: Morten Alstrup)

To mand har en mulighed for at vippe ham af pinden. Men de skal dels være hurtige, dels håbe på uheld for rivalen. Det er Frederik Nymark, Hadsten, og Kevin Rossel, Daugaard. Begge er de i gang med deres anden sæson i klassen, og begge har de gjort gevaldige fremskridt i forhold til deres debutsæson. Frederik Nymark har både taget sejre på Ring Djursland og Rudskogen Motorsenter i Norge og har dermed bevist sit værd. På samme måde har Kevin Rossel også været et mere eller mindre permanent medlem af top 5, hvor det stort set kun har været uheld, der har forhindret ham i at score topresultater.

Nykjær, Nymark og Rossel kæmper alle med i den såkaldte Pro-klasse, men OK Mobil 1 Danish Supertourisme Turbo tæller også en Am-klasse, og her er der heller intet afgjort før FTZ Supertourisme Finale.


Kevin Rossel er blandt outsiderne til at tage titlen i OK Mobil 1 Danish Supertourisme
(Foto: Morten Alstrup)

Også her er der tre kørere i spil til titlen. Det er Henrik Jansen, Roskilde, og de to nye kørere i denne sæson, Mikkel Gregersen, Kolding, og René Rasmussen, Frederikssund. Henrik Jansen har haft en god og stabil sæson, hvor han har krydset målstregen i 17 af de 18 løb, der er kørt, men både Mikkel Gregersen og René Rasmussen har mulighed for at indhente ham i tabellen.

FTZ Supertourisme Finale skal også være med til at kåre Danmarksmesteren i Danmarks største standardvognsklasse Yokohama 1600 Challenge, ligesom der køres løb for Danish Endurance Championship, Formel Ford og Syver Race Cup, mens sidste runde af Dansk Drifting Serie også afvikles.

Driftsforeningen Padborg Park

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Frederik Nymark
  • Kevin Rossel
  • Michel Nykjær
  • Padborg Park
  • 09/10/16 - Padborg Park - Danish Supertourisme Turbo

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk