SportsCar Championship   01/10/16

Fantastisk kvalifikation af Christina Nielsen
Christina Nielsen leverede i sin Ferrari 488 GT3 en fantastisk indsats, da kvalifikationen til lørdagens Petit Le Mans blev afviklet på Road Atlanta fredag aften dansk tid.

Petit Le Mans er sidste afdeling af det amerikanske IMSA mesterskab. Christina fører mesterskabet sammen med hendes italienske holdkammerat Alessandro Balzan og løbet kan dermed blive karrierens hidtidige højdepunkt for Christina, der blot skal fuldføre en minimumstid på tre timer af det ti timer lange løb, for at sikre sig nok point til at vinde det prestigefyldte mesterskab. Vinder Christina mesterskabet vil hun skrive historie, da hun bliver den første kvinde, der vinder et større internationalt sportsvognsmesterskab.


En koncentreret Christina Nielsen kort før kvalifikationen
(Foto: Jan Kaiser)

Mange af de øvrige teams i GTD klassen havde valgt deres pro-kørere til at kvalificere bilerne, men da Scuderia Corsa gerne vil have at Christina skal starte løbet, var det også hende, der skulle kvalificere teamets Ferrari 488 GT3. Så presset var stort, da Christina Nielsen kørte ud til den 15 minutter lange kvalifikation. Men Christina modstod presset og satte på sin sidste omgang en tid, der var god nok til fjerde startposition. En præstation der udløste hyldest og klapsalver hos teamet, da hun returnerede til pitten.

“Jeg er bare superglad” sagde en storsmilende Christina Nielsen efter kvalifikationen. “Jeg vidste, at jeg var oppe mod mange af pro-kørerne og det ville blive svært. Men jeg pressede hårdt og fik det absolut sidste ud af dækkene og var rigtig glad, da jeg så det rakte til fjerde position. Det var årets sidste kvalifikation, så det var rart at gøre en god figur. I morgen er fokus selvfølgelig på, at jeg skal have de tre timer i bilen, men vi vil også gerne køre med om sejren, så vi tænker os om og så ser vi, hvordan løbet udvikler sig”.


Glæde over Christina Nielsens flotte kvalifikation forud for Petit Le Mans
(Foto: Jan Kaiser)

Jan Magnussens Corvette C7.R #3 starter fra anden startposition i GTLM klassen , hvor Michael Christensens Porsche #912 fik ottende bedste tid. I PC klassen starter David Heinemeier Hansson fra anden startposition.

Løbet kan følges live på imsa.tv med løbsstart kl. 17.10 dansk tid.

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Christina Nielsen
  • Road Atlanta
  • 01/10/16 - Road Atlanta - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde