24H Series   07/09/16

Sejr til Michael Carlsen i Barcelona
Det blev til en sejr for Michael Carlsen, da han for anden gang var til start for det franske Team Altran i 24-timers løbet på den spanske Formel 1-bane ved Barcelona.
Sammen med landsmanden Kim Holmgaard og de to franskmænd, Stéphane Ventaja og Guillaume Roman var racerkøreren fra Langeskov med til at køre teamets Peugeot 208 ind på en klar førsteplads i klassen foran ni andre mandskaber.

”Det var en rigtig god danskerweekend, ikke bare for Kim og jeg, men også for nogle af de andre danske kørere, som vandt deres klasse. Det kan vi godt være bekendt,” siger Michael Carlsen.


(Foto: Team Altran)

”Vi var virkelig godt kørende og havde slet ingen problemer, så vi kunne til sidst vinde vores klasse med et forspring på 15 omgange til dem, der blev nummer to. Et BMW-hold fulgte os længe, men så løb de ind i problemer, måtte i pit og satte mange omgange til. Vi endte med at vinde foran et engelsk Honda Dealer-team og et tysk team i BMW, og så blev vores søsterbil fra Team Altran nummer fire.”

Selv om der var fire kørere om at dele opgaven bag rattet af den sorte og røde Peugeot 208, var det noget af en udfordring, kvartetten stod overfor.

”Det var så varmt – vel 32-33 grader – og jeg har aldrig prøvet noget lignende i en racerbil,” fortæller Michael Carlsen, der første gang kom i bilen lørdag eftermiddag. ”Jeg drak fire liter vand, inden jeg satte mig i bilen, og da jeg kom ind efter mit stint på to timer, drak jeg igen tre liter vand…”

Efter en velfortjent pause kom fynboen atter i bilen. Denne gang efter, at mørket var faldet på.

”Jeg fik to gange to timer i bilen om natten, og da jeg steg ud ved seks-tiden om morgenen var jeg til gengæld også færdig,” siger han. ”Jeg fik stor ros af teamet. Great job, sagde de til mig. Det drejer sig om at lave konstante tider og komme godt igennem trafikken. Hvis jeg fik at vide, at jeg skulle pushe, gjorde jeg det, og når de sagde, at jeg skulle passe på, sparede jeg på bilen.”

Bagefter var der naturligvis pokaler og spansk cava, da podiet på Barcelona-banen blev indtaget.

”Det var en kæmpeoplevelse. Det var fedt at stå øverst på skamlen og få anerkendelsen fra teamet,” siger Michael Carlsen. ”Teamet var stolt, og det endte også med, at vores to franske teamkammerater blev mestre, både i klassen og serien.

Michael Carlsen


Læs mere om:
  • Kim Holmgaard
  • Michael Carlsen
  • Circuit de Catalunya
  • 03/09/16 - Circuit de Catalunya - 24H Series

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk