Special Saloon   01/09/16

CarBuddii SSC viste sig fra sin absolut bedste side
Special Saloon Car er nok den mest varierede, sjoveste og måske også mest seværdige banesportsklasse i Danmark, og det blev meget synligt ved Grand Prix Danmark i den forgangne weekend. Det er tydeligt at mærke når man går rundt mellem publikum, at alle syntes det er spændende at se de vilde SSC biler, men samtidig så har de indimellem også lidt svært ved at følge med i de forskellige divisioner der køres i, men det ødelægger bestemt ikke underholdningsværdien, der er superhøj.

Til Grand Prix’et blev det så endda endnu sværere at skelne de forskellige divisioner, da feltet blev delt op i to, og sat sammen med dels Yokohama SuperCup og dels de norske GT klasser, således at der var op til 6 forskellige konkurrencer i de enkelte heats, men det er jo lige netop det der er charmen ved klassen. At det er muligt at samle et så stort og varieret felt, og så få noget virkeligt seværdigt ræs ud af det.

For at kunne følge med i CarBuddii SSC klassen i Danmark kommer der hermed et kort oprids af konkurrencen i de 4 divisioner.

Super Touring
Divisionen for biler baseret på produktionsbiler (minimum 2500 produceret), og med et vægt/effekt forhold på minimum 3,75 kg/hk. I denne division har Hans Hartmann været toneangivende i år, men til Grand Prix’et blev han presset af bl.a. Michael Carlsen i Peugeot RCZ, og Jens Henrik Hansen i en Citröen C2. Hans holdt dog hovedet koldt og tog to af tre mulige heatsejre. På Jyllandsringen delte divisonen bane med norske GT4 og danske Yokohama SuperCup, og det forløb helt fint.


Hans Hartmann fører komfortabel i Super Touring, men han blev presset i weekenden af et par meget hurtige gæstekørere
(Foto: Keld Dohm)

GT-B
Divisionen for biler baseret på produktionsbiler (minimum 1000 produceret), og med et vægt/effekt forhold på minimum 2,5 kg/hk. Her er den førende i mesterskabet p.t. Nils Davidsen, der kører i en Porsche 911 GT3, men han er skarpt forfulgt af Michael Klostermann, der kører en V8 motoriseret BMW 320i. I weekenden havde divisionen bl.a. besøg af en meget specielt Lotus Europa VQ35DE, og denne Lotus tog faktisk den samlede sejr for weekenden i denne division.


Nils Davidsen fører GT-B divisionen.
(Foto: Keld Dohm)

Super-GT
Divisionen for biler baseret på produktionsbiler (minimum 25 produceret), og med et vægt/effekt forhold på minimum 2,0 kg/hk. Her kører der nogle af de vildeste racerbiler i Norden med. De to toneangivende i divisionen i år har været Norske Rune Ydstebø i en helt sort Chevrolet Corvette, og Per frost i en grå og blå Ferrari 458. Til Grand Prix’et havde de to dog fået selskab af Jonas Sejersen i sin meget heftige Toyota Supra. Jonas måtte dog erkende, at han ikke helt kunne følge de to andre i divisonen. Lige nu fører Per Frost divisionen, men der er kun 4 point ned til Rune Ydstebø, så denne division er ikke afgjort før det allersidste løb er kørt i år.


Per Frost fører Super-GT med en ganske lille margin til Rune Ydstebø
(Foto: Keld Dohm)

Extreme
Dette er en prototype klasse, hvor næsten alt er tilladt, dog skal bilerne veje 1050 kg inklusive chauffør. Tidligere har det været en Aquila ført af Claus Christensen der har domineret divisionen, men da han ifølge eget udsagn nu stopper, så er der ved at blive fundet afløsere for ham. Den førende i divisionen lige nu er Andreas Kjærgaard i en Porsche 911 GT1 Replica. I denne weekend måtte Andreas dog se sig selv slået af de to gæstende Supertourisme biler, ført af Nicki Kristensen og Ulrich Andersen.


Andreas Kjærgaard er i front for de helt extreme biler i CarBuddii SSC mesterskabet.
(Foto: Keld Dohm)

Helt generelt blev der kørt meget fair og tæt ræs i CarBuddii SSC til Grand Prix’et, og det betød at man undgik lange safetycar perioder, og en masse uheldige buler.

Næste gang CarBuddii SSC skal ud og køre bliver til finaleløbet på Jyllandsringen den 24. – 25. september, og det bliver også årets sidste løbsweekend for den populære klasse.

CarBuddii SSC, www.specialsalooncar.dk
Keld Dohm


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 28/08/16 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde