DM Rally   22/08/16

Ib Kragh: ”Det var ligesom rally i gamle dage”
Der er nogle gange, hvor slutfacit for løbet træder lidt i baggrunden, når løbet i sig selv har været en oplevelse af de helt store. Sådan havde Ib Kragh det også, da han sammen med Freddy Pedersen havde gennemført weekendens Sydhavsrally på en tredjeplads.

”Det var et fantastisk rally, og det har været nogle kanonfede hastighedsprøver, som vi blev præsenteret for,” siger han om Sydhavsrally, der blev kørt på det vestlige Lolland med landsbyen Horslunde som base. ”Det virkede som om, at hele løbet bestod af én stor hastighedsprøve omkring byen, hvor vi så kørte på kryds og tværs. Nogle strækninger kørte vi som rundbane, andre som gennemgående hastighedsprøver.”


Ib Kragh og Freddy Pedersen tog en tredjeplads i Sydhavsrally
(Foto: Morten Alstrup)

”Løbsleder John Larsen og hans folk havde virkelig været snu omkring ombygningen af løbet. Det var rart at køre 170 kilometer hastighedsprøver, og med en enkelt undtagelse var der ingen steder, hvor bilen røg i begrænseren. Der var to chikaner og kun to steder, hvor der var kantafmærkninger, så man kunne skære lidt. Det var ligesom rally i gamle dage. Det var virkelig flot. Det var et perfekt arrangement, som bare havde fortjent flere startende end de 27 deltagere, som kom.”

De 17 hastighedsprøver gav udfordringer for Ib Kragh og Freddy Pedersen, og løbsdistancen var længere end den samlede distance, de har formået at køre i foråret. Og så bliver det muligt at hente ind på konkurrenterne, hvis der opstår problemer undervejs, for alt er ikke afgjort med det samme.

”Fredag startede med fire aftenprøver, og kørsel i mørke er jo ikke lige min kop te, men vi kom egentlig godt i gang lørdag formiddag,” siger Ib Kragh. ”Vi kom foran Steen Andersen og fangede Kenneth Madsen, men så mistede vi pludselig servostyringen på en lang gennemgående prøve. Der var ikke mere olie på, og jeg hældte efter, men på en af de næste prøver var olien igen væk, så vi endte med at tabe godt et minut på to prøver uden olie og dumpede ned.”

På servicepladsen sørgede mekanikerne for en nødtørftig lapning af servosystemet, og så blev Citroënen ellers udstyret med flere flasker med servoolie. ”Drengene gjorde et stort stykke arbejde for, at vi kunne fortsætte, og efter hver prøve skulle jeg hælde 3-4 deciliter servoolie på, og sådan kørte vi de sidste syv prøver,” forklarer Ib Kragh. ”Til sidst fik vi dog godt med fart på, og vi var næsthurtigst på de to sidste prøver, herunder super stagen. Det var rimeligt sjovt.”

Ib Kragh og Freddy Pedersen sluttede på tredjepladsen, men da Esben Hegelund og Karsten Isaksen vandt løbet, har de nu scoret så mange point, at de ikke kan indhentes i toppen af tabellen. ”Et stort tillykke til dem – det er velfortjent,” siger Ib Kragh, som nu skal have gjort bilen klar til BirchGM Rally Silkeborg næste lørdag. ”Her føler jeg mig godt rustet, nu hvor jeg har fået noget fart i kroppen.”

IK Rally Racing


Læs mere om:
  • Horslunde
  • 20/08/16 - Horslunde - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde