DM Rally   21/08/16

Sejr og DM-guld til Esben Hegelund og Karsten Isaksen
Det blev til sæsonens fjerde sejr i træk for Esben Hegelund og Karsten Isaksen, da de fredag og lørdag deltog i Sydhavsrally på det vestlige Lolland. Ikke nok med det. Holdet i den hvide Skoda Fabia R5 scorede også så mange point, at de er sikre på at blive Danmarksmestre i den hurtige firhjulstrækker-division, selv om der stadig resterer to mesterskabsafdelinger.

”Det er bare fantastisk, at vi er Danmarksmestre. Det havde jeg ikke regnet med,” lød det fra Esben Hegelund, efter at pointene var talt sammen. ”Det er en overraskelse for mig, for jeg havde ikke regnet på det inden løbet. Det er ikke bare en overraskelse. Det er også en dejlig overraskelse.”


Fire DM-løb. Fire DM-sejre. Dermed det første Danmarksmesterskab til Esben Hegelund, mens hans co-driver Karsten Isaksen tidligere har nydt oplevelsen i andre biler

Sæsonens fjerde sejr i DM-sammenhæng var dog langt fra en walkover. Dels havde Sydhavsrally 17 hastighedsprøver og var dobbelt så langt som nogle af forårets DM-rallyer. Dels drillede teknikken allerede fredag aften, hvor de fire første hastighedsprøver blev kørt.

”Det er det vildeste rally, jeg har deltaget i,” indrømmer Esben Hegelund, ”for vi fik tidligt problemer med koblingen og senere begyndte det såkaldte gearcut at drille. Lørdag formiddag var det svært at tro på, at vi ville kunne gennemføre, og så er man glad for, at man bagefter står med en sejr efter så svære oddds.”

”Jeg kunne pludselig ikke koble ud, og når vi skulle starte på hastighedsprøverne, måtte min co-driver Karsten hjælpe mig, for at jeg fik bilen i gang. Han sørgede for at holde håndbremsen indtil det sidste og så aktiverede han launch-systemet, men jeg koncentrerede mig om at holde motoren på 5.000 omdrejninger, indtil jeg så rykkede den i gear, når startlyset slukkede. Det lød voldsomt, og en starter fortalte mig bagefter, at han troede, at det hele ville springe i luften, da vi skulle starte.”

Efter halvanden times kørsel, hvor der i flere kurver ikke blevet skiftet gear for at skåne transmissionen, kunne Esben Hegelund og Karsten Isaksen komme i mål med godt et minuts forspring til forfølgerne.

”Den sejr, som vi scorede lørdag på Lolland, tilfalder vores servicemandskab. Hver gang, vi kom til service, sørgede de for at nurse gearkassen, så den kunne holde til mål,” siger Esben Hegelund.

”Jeg kan huske, at jeg som ung stod og beundrede Henrik Lundgaard, da han i sin tid blev Danmarksmester. Nu er jeg selv blevet det, og så bliver man rørt til tårer.”

Hegelund Motorsport


Læs mere om:
  • Esben Hegelund
  • Karsten Isaksen
  • Horslunde
  • 20/08/16 - Horslunde - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk