SportsCar Championship   05/08/16

Christina Nielsen skal forsvare føring på Road America
Christina Nielsen deltager på søndag i ottende afdeling af det amerikanske IMSA mesterskab, der afvikles på Road America i USA. Christina fører sammen med holdkammerat Alessandro Balzan og deres team Scuderia Corsa GTD klassen i det prestigefyldte mesterskab.

I alt er 44 biler fordelt på fire klasser til start på Road America, og heraf udgør GTD klassen, med 17 biler til start, den største klasse, så der er lagt op til endnu et løb med masser at tætte og hårde dueller. Ved sidste løb var teamet uheldige og blev ramt af en konkurrent fra en anden klasse, som snurrede rundt på græsset, røg på tværs af banen og ramte Christina Nielsens Ferrari i siden. Det betød en slutplacering som nummer 11 og den slags placeringer, er der ikke plads til i kampen om mesterskabet.


(Foto: Jan Kaiser)

Med kun fire løb tilbage, inklusiv søndagens løb, fører Christina Nielsen og Alessandro Balzan mesterskabet i deres Ferrari 488 GT3 #63 med 212 point, tretten point foran Lally og Potter i Audi R8 LMS #44 der har 199 point. På tredjepladsen følger Farnbacher og Riberas med 187 point i Porsche 911 GT3 R #23, derefter Bleekemolen og Keating i Dodge Viper GT3-R #33 med 186 point og Lidell og Davis i Audi R8 LMS #6 med 185 point.

Road America er en af de mest populære baner blandt racerkørere. Med mange udfordrende sving, teknisk svære sving, lange langsider og stor højdeforskel, byder den på masser af udfordringer. Særligt ”The Kink”, et lynhurtigt højresving med minimal plads til fejl før autoværnet står der, er blandt kørernes favorit.

Sidste år sluttede Christina Nielsen på andenpladsen i løbet for TRG Aston Martin Racing, mens Scuderia Corsas Ferrari sluttede på fjerdepladsen. Så umiddelbart ser det ud til at, at der er lagt op til endnu et topresultat for Christina og Alessandro.

”Jeg glæder mig til Road America. Det gør man altid” fortæller Christina Nielsen. ”Det er endnu en old-school racerbane med masser af udfordringer, fede svingkombinationer med et fedt flow og nogle ultra hurtige sving. Vi kører selvfølgelig efter at få flest mulige point, men jeg tror desværre vi kommer til at mangle topfart på den her bane i forhold til konkurrenterne. Men vi jagter som minimum en podieplads. Konkurrencen er virkelig hård og der er mange forskellige bilmærker med i kampen om mesterskabet, så det er ikke kun én konkurrent, vi skal dække os ind i forhold til”.

Også Jan Magnussen, der sluttede på andenpladsen ved sidste afdeling, stiller til start på Road America. Jan Magnussen kører for Corvette Racing i GTLM klassen.

Det 2 timer 40 minutter lange løb afvikles søndag den 7. august kl. 22 dansk tid. Løbet kan følges live på imsa.tv

www.christinanielsenracing.dk

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Christina Nielsen
  • Road America
  • 08/08/16 - Road America - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk