Formel 1   21/07/16

Ungarn og en Silly Season der døde i vuggen
Optakt til Det Ungarske Grand Prix
Det Ungarske Grand Prix står for døren - og om en uge kommer så Tysklands Grand Prix - og så følger den årlige Formel 1 sommerferie. Og garanteret - så bliver der godt vejr. Bernie Ecclestone har nemlig bestukket vejrguderne, så det er når F1 holder sommerferie, at solen skinner. Når der køres race, skal der helst være overskyet, så folk bliver siddende foran tv'et.

Det er 30 år siden at Formel 1 første gang kørte i Ungarn. Den gang var der tale om en sensation. For første gang skulle Formel 1 om bag jerntæppet - den ultra kommercielle sport - symbolet på kapitalismen, skulle køre i et kommunistisk land. Meget er sket i verden siden den gang, men af en eller anden grund eksisterer Ungarns F1 Grand Prix stadig. Igennem årene har vi ellers mistet både den ene og den anden meget mere interessante bane.

Et besøg på banen kan i øvrigt anbefales - der er gode oversigtsforhold, fordi banen ligger i en gryde. Og Budapest er altid et besøg eller syv værd. Men der findes nu mange baner, der er mere egnet til at køre Formel 1 på end Hungaroring. Og da den samtidig mangler karisma, bliver den aldrig en klassiker, som Monaco, der er ligeså umulig.

Sidste løb endte i en lille smule kaos, da Rosberg over radioen fik vejledning i hvordan han sørgede for at bilen faktisk kom i mål. Det blev erklæret ulovligt, og han fik sølle ti sekunders straf. Det medførte en hel masse debat - for og imod radiokommunikation og restriktioner. Et argument går på at "folk" (det er dig og mig) bare gerne vil se dem køre så optimalt som muligt. Jeg ved ikke med dig, men jeg ved med mig - og jeg vil gerne have at de kører tæt - det gør de så ikke. Og så vil jeg gerne have uforudsigelighed - som f.eks. at en bil går i stykker med et teknisk problem. Så for min skyld, kan de helt droppe radioen og lade kørerne køre bilerne i smadder.

Et andet ben i diskussionen var selve straffen. Hvis det var over grænsen hvad Rosberg og Mercedes gjorde, så er ti sekunders straf meget lidt. Hvis konsekvensen af, ikke at bryde reglerne potentielt er at man udgår, og straffen for at bryde reglerne er ti sekunders tillæg til ens sluttid, er regnestykket egentlig ret simpelt: Bryd reglerne!

Heldigvis har FIA klarificeret reglerne lidt. Kort er det blevet omformuleret til at et team må fortælle en kører om et forstående potentielt fatalt problem, hvis det bliver efterfulgt af, at køreren trækker i pit og får rettet problemet eller udgår. Man må acceptere disse præciseringer. Reglerne er blevet lavet for at kørerne skal være mere i fokus, selv styre tingene når de er ude på banen. Og nye regler skal justeres løbene, så de bliver tilpasset virkeligheden. Medmindre man selvfølgelig bare siger, at den eneste kommunikation der må være er pitboardet!

Silly Season døde lige før Silverstone, da Ferrari fortalte omverdenen at de forlængede med Kimi Raikkonen. Hvad der kunne have været starten på en større rokade blandt kørere endte med at alle satte sig på den stol, de havde i forvejen. Lidt et antiklimaks, og for nogen en uforståelig beslutning. Raikkonen er ved at være gammel, han er helt bestemt ikke hvad han var en gang. Samtidig er der i øjeblikket en besættelse af ungdom, hvor det fra flere sider lød at Ferrari burde finde et ungt talent og give ham chancen.

Det sidste først: Selvfølgelig skal Ferrari da ikke finde en eller anden 20 årig og smide ham direkte ned i en stejlende hingst. Ferrari er ikke et team for debutanter, men for kørere, der på den ene eller anden måde har vist sig værdige. Og her er problemet - det der med en værdig afløser er slet ikke så nemt. Der er ellers bejlere nok, men Ferrari føler tydeligvis at ingen af dem vil være en forbedring. Nogle steder bliver der spekuleret i om det fordi Ferrari allerede har linet en afløser op til 2018 sæsonen. Det skulle så være Hamilton, men Hamilton og Vettel i samme team, lyder ikke som opskriften på succes.

Ferrari bestemte sig for at det de har, fungerer. Det gør det også, kørerne imellem. Alt andet i teamet virker til gengæld ikke rigtig til at fungere. Gang på gang laver de fejl, eller også er der ting der ikke fungerer. Ferrari virker igen i år, ikke som et team på vej frem, men som et team der står mere og mere i stampe som sæsonen skrider frem.

Red Bull har derimod fundet melodien igen og koncentrerer sig i år om at køre racerløb fremfor at bekrige samtlige motorleverandører, specielt deres egen. I år leverer de nydelige resultater, også udover den overraskende sejr i Spanien. De har ligeså stille overtaget rollen som førsteudfordrer til Mercedes. Og så kommer de andre teams ellers på en ujævn snor. Force India præsterer generelt over evne, mens Williams skuffer.

Sauber har fået nye ejere siden sidst. Da BMW ikke længere gad lege med i Formel 1, solgte de teamet tilbage til stifteren Peter Sauber. Han har, sammen med Monisha Kaltenborn, formået at holde teamet flydende, mens det i princippet har været til salg. Og nu er det blevet solgt til et investeringsfirma, der forhåbentlig ikke regner med at tjene penge - at eje i Formel 1 hold er noget man gør fordi det er sjovt, ikke fordi man skal tjene penge. Men godt for det lille team at de nu har råd til at betale deres medarbejderes løn....

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Hungaroring
  • 24/07/16 - Hungaroring - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde