ELMS   13/07/16

Det gælder om at yde det optimale
I den kommende weekend er Morten Dons tilbage bag rattet på sin Ligier JS P3-racer, når den Europæiske Le Mans Serie kører årets tredje afdeling af mesterskabet. Denne gang på østrigske Red Bull Ring ved Spielburg.

Efter det flotte resultat på Imola for to måneder siden, hvor Struer-køreren kørte LMP3-raceren fra 18. til sjettepladsen, er forventningen da også at kunne placere sig blandt de ti bedste biler i klassen ved det østrigske løb.

- Red Bull Ring er en ny bane for mig, så der bliver fuldt fokus på at få lært banen i den begrænsede tid vi har til træning fredag. Når det så er sagt, har jeg sørget for at lave mit hjemmearbejde, så jeg har både studeret banen på video og i simulator. Det vil være en stor hjælp for mig, når jeg sidder i bilen.


(Foto: Xynamic Automotive Photography)

- Det er en hurtig bane med nogle tekniske sving til at bryde flowet, så jeg tror at vi kan gøre det ret godt. Hvis alt går i vores retning er det ikke urealistisk at vi placerer os i den sjove halvdel af top 10 - men det kræver en del hårdt arbejde fra både kørere og team!

Selvom Morten i sidste sæson kørte et enkelt løb i ELMS-serien - og vandt - er den vestjyske racerkører ikke frustreret over at der ikke er kommet pokaler med hjem fra årets løb. Selvom den Europæiske Le Mans Serie handler om teamwork og bilen skal deles med flere kørere, gælder det udelukkende om at vise sit eget talent:

- Sejren sidste år var et bevis på hvad teamet (rlr msport, red.) kan præstere med det rette driver line-up - i år er jeg valgt som førstekører med ansvar for at hjælpe mine medkørere til at blive hurtigere og mere stabile. Teamet har en langsigtet plan, hvor mit navn også indgår, så derfor er det vigtigt at jeg yder mit optimale og hjælper mine teamkammerater. På den måde kommer vi på sigt til at vinde racerløb - og ikke kun i ELMS.


Morten Dons
(Foto: Xynamic Automotive Photography)

Siden løbet på Imola i maj har Morten været i Portugal for at teste i to dage sammen med teamet på Estoril. Her fik Morten mulighed for at lære bilen endnu bedre at kende, så han er godt forberedt til resten af sæsonen.

- Testen var primært for at mine medkørere kunne få trænet, så det meste af tiden hjalp jeg med at analysere data og give dem feedback på deres kørsel - men jeg fik da også en del omgange i bilen hvor jeg fik trænet lidt ting, vi normalt ikke har mulighed for.

Løbet kan som vanligt følges LIVE på Motors TV samt på hjemmesiden www.europeanlemansseries.com. Mortens Facebook-side bliver løbende opdateret med små reportager og sendetider.

Morten Dons Racing
www.mortendons.com

Kim


Læs mere om:
  • Morten Dons
  • Red Bull Ring
  • 17/07/16 - Red Bull Ring - ELMS

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde