SportsCar Championship   11/07/16

Jan Magnussen på podiet efter spændende løb i Canada
Jan Magnussen og Antonio Garcia sluttede på en 3. plads efter et spændende løb på Canadian Tire Motorsport Park søndag eftermiddag. Resultatet betyder at han avancerer til en 5. plads i mesterskabet.

Efter en række udfordrende løb i den amerikanske IMSA-serie samt 24-timers Le Mans lykkedes det søndag Jan Magnussen og Antonio Garcia at genfinde noget af den fart, makkerparret har savnet. Corvette-duoen sluttede på en 3. plads på Canadian Tire Motorsport Park.


(Foto: Richard Prince / Corvette Racing)

– Løbet i dag var GT-racing, når det er allerbedst! Alle teams i GTLM-klassen tog del i kampen, og der var benhård battle om placeringerne fra start til slut. Det var lige efter bogen, lød det fra Jan Magnussen.

Det var Antonio Garcia, som startede det to timer og 40 minutter lange løb i den gule Corvette C7.R #3. Spanieren startede fra første position efter en succesfuld kvalifikation lørdag, og han forsvarede 1. pladsen i hele sit stint.


(Foto: Richard Prince / Corvette Racing)

I føring det meste af løbet
Spanieren afleverede herefter bilen til Jan Magnussen, som efter kort tid genfandt positionen forrest i feltet og havde en intens battle med den tyske BMW-fabrikskører Dirk Werner. Corvette-duoen var førende i to tredjedele af løbets længde.

– Nogle af konkurrenterne valgte at pitte lidt tidligere i håb om, at det i sidste ende ville give dem en fordel. Desværre for os havde de held med deres sats, takket være en situation med safetycar, forklarede Jan Magnussen.

Antonio Garcia overtog igen bilen under sidste pitstop, og han returnerede til løbet på en 5. plads. Undervejs lykkedes det for spanieren at tilbagevinde to placeringer, og han var kun få sekunder efter den førende bil, da han kørte over målstregen på en 3. plads.


(Foto: Richard Prince / Corvette Racing)

Begge Corvetter på podiet

Magnussen og Garcia kunne indtage podiet sammen med teamkollegerne Oliver Gavin og Tommy Milner. Søsterbilen sluttede nemlig på en 2. plads bag den vindende Ford.

– Når du fører det meste af løbet, så håber du på den store pokal. Vi vandt ikke, men at slutte treer er alligevel en sejr for os, når vi kigger tilbage på de udfordringer, vi har haft i de seneste løb og ikke mindst på Le Mans, forklarede Jan Magnussen.


(Foto: Richard Prince / Corvette Racing)

Føltes godt at være med i kampen
– Vi genfandt farten denne weekend, og det føltes godt at være med fremme, hvor vi skal være. Det var fantastisk for hele teamet at kunne tage begge biler med på podiet, og nu handler det bare om at bevare momentet og gå efter nogle sejre.

Med 3. pladsen i Canada rykker Jan Magnussen og Antonio frem til en 5. plads i det amerikanske mesterskab. Næste opgave for Jan Magnussen og Corvette Racing bliver den 22.-23. juli på Lime Rock i staten Connecticut.

Også Magnussens danske kollega Christina Nielsen havde fart på Canada. Efter en udfordrende kvalifikation, hvor hun sammen med Alessandro Balzan måtte tage til takke med 10. startposition, lykkedes det Ferrari-parret at hente en 4. plads GTD-klassen.


(Foto: Richard Prince / Corvette Racing)

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Mosport Park
  • 10/07/16 - Mosport Park - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk