Le Mans   21/06/16

Le Mans 2016: Vi gjorde det!
Le MansDrømmen gik i opfyldelse søndag, da de danske Ferrari-kørere fra Formula Racing gennemførte deres første 24-timersløb på Le Mans. Sluttede på 6. pladsen i GTE Am-klassen.

Det var et lykkeligt dansk team, som søndag eftermiddag gennemførte verdens største motorløb. Johnny Laursen kørte den rød/hvide Ferrari 458 Italia over målstregen på en 6. plads i GTE Am-klassen, mens Mikkel Mac, Christina Nielsen og resten af Formula Racing heppede med fra pitlane.


(Foto: GARY PARRAVANI / FORMULA RACING)

– Det er så stort, at vi stadig har svært ved at forstå det, lyder det fra teamchef Allan Jørgensen.

– Alle tre kørere og hele vores teamcrew leverede en suveræn indsats denne weekend. Det var bestemt ikke noget problemfrit løb for os, men vi overmandede udfordringerne og holdt vores Ferrari kørende. Vi er så stolte af det her og vil gerne takke alle, som har været med til at få det til at lykkes.


(Foto: GARY PARRAVANI / FORMULA RACING)

Danskerne havde vist god fart i de indledende trænings- og kvalifikationsomgange, hvor alle tre kørere leverede toptider i deres kategorier. Håbet om en sejr bristede dog tidligt i løbet – der som det første i Le Mans-historien blev startet bag en safetycar grundet et voldsomt – da et forhjul rev sig kort efter Mikkel Macs andet pitstop.

Mikkel Mac: Ubeskrivelig oplevlelse
Mac måtte køre tilbage til pitlane rundt på tre hjul, hvor mekanikerne rullede bilen ind i garagen og fik ordnet problemet. Kort efter var bilen på banen igen, men da havde danskerne tabt fire omgange.

– Det var ærgerligt, for vi havde uden tvivl farten til at kæmpe med i toppen af feltet, fortæller 23-årige Mikkel Mac.


(Foto: GARY PARRAVANI / FORMULA RACING)

– Men det ændrede ikke på, hvor ubeskriveligt fedt det var at køre Le Mans. Jeg er temmelig sikker på, at vi allesammen har fået vores livs oplevelse. Det var hårdt og nådesløst, men samtidig også fuldstændig fantastisk. Det er forhåbentlig ikke sidste gang, jeg kommer til Le Mans!

Christina Nielsen: At se det ternede flag var stort
Efter uheldet med det tabte hjul, kørte den rød/hvide Ferrari problemfrit gennem det meste af løbet. Under Christina Nielsens stint i løbets sidste timer søndag opstod nogle rystelser i bilen, hvilket krævede en ny støddæmper. Vibrationerne fortsatte, og bilen måtte for tredje gang i garagen, inden Mikkel Mac overtog bilen.

– Det var ret voldsomt, og jeg måtte sætte farten ned, da jeg var bange for, at rystelserne ville beskadige bilens chassis. Heldigvis var crewet igen hurtige til at løse problemet, så vi beholdt vores 6. plads i GTE Am-klassen.


(Foto: GARY PARRAVANI / FORMULA RACING)

24-årige Christina Nielsen skrev i øvrigt historie, da hun som den første danske kvinde stillede op og gennemførte det franske 24-timersløb.

– At se vores bil køre forbi det ternede flag gjorde dybere indtryk, end jeg havde forventet. Nu forstår jeg, hvorfor så mange Le Mans-kørere taler om, at alene dét at gennemførte Le Mans, er en præstation i sig selv.

Johnny Laursen: Første omgang var magisk
Det var Johnny Laursen, som kørte den danske Ferrari over målstregen, og smilet var svært at overse, da den 52-årige racerkører fik hjelmen af.


(Foto: GARY PARRAVANI / FORMULA RACING)

– Den første omgang på Le Mans var magisk, men det var det sandelig også at køre forbi målflaget! Ærgerligt, at vi skulle sættes så langt bagud fra start, for vi havde virkelig tempoet til at have kæmpet med om podiepladserne. Men vi gennemførte vores første Le Mans, og dét er en sejr for os!

Fornula Racings næste opgave er tredje afdeling i European Le Mans Series, som afvikles på Red Bull Ring den 15.-17. juli.

Formula Racing


Læs mere om:
  • Christina Nielsen
  • Johnny Laursen
  • Mikkel Mac
  • Le Mans
  • 19/06/16 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk