Citroën DS3 Cup   13/06/16

Karin Elise Fossen sejrer på Ring Djursland
Ved sidste afdeling i norske Våler havde Karin Elise Fossen chancen for at vinde fra Pole Position, men det fejlede, da dækkene på hendes bil blev for varme.
I søndagens andet heat på Ring Djursland fik Fossen så chancen igen, og denne gang greb hun den. Fra start til målflag satte hun sig på løbet, og kørte med et velovervejet løb pokalen hjem.

Bag Karin Elise Fossen startede Emrik Smedberg, Marcus Påverud og Andreas Nesset, mens Jørgen Worthmann og Jacob Mathiassen rundede top seks af. Forrest fik Karin Fossen taget starten, mens Emrik Smedberg blev dømt for tyvstart. Også Worthmann fik lagt godt fra land - noget, der inspirerede slagtermesteren til at presse hårdt på i hele heatet. Det fik Marcus Påverud at føle kort efter, da han blev udbremset af Worthmann - og muligheden lod Mathiassen heller ikke ligge. Dermed var det på 3. omgang Fossen foran Smedberg, Worthmann og Mathiassen.

Som om tyvstarten ikke var nok, så ramlede Smedberg også sammen med Påverud og røg af banen. Det bragte svenskeren langt ud af topkampen, og kostede ham vigtige pladser i den samlede stilling.

Worthmann og Mathiassen fortsatte i 2. og 3. position med at udfordre den førende Karin Elise Fossen, men forsøgene blev besvaret konstant. Mod slutningen blev det hele afgjort, da endnu en bremsefejl ramte DS3 Cuppen med to omgange til det ternede flag. Denne gang gik det ud over løbsvinderen fra 1. heat, Jacob Mathiassen, der måtte mærke pedalen gå i bund - og bilen i sandkassen. Der skete dog ikke noget med den unge hobrogenser. Under safetycar kørte løbet til ende, og dermed var Karin Elise Fossens første 2016-sejr en realitet.

Andenpladsen gik til den nu mesterskabsførende Jørgen Worthmann, mens Insight Racings Marcus Påverud udgjorde endnu et norsk islæt på podiet.
Rune Staudt, der i 1. heat crashede stort, var til tjek på hospitalet, og blev kort efter meldt OK.

Karin Elise Fossen, vinder:
- Det var så dejligt at få en sejr hjem - det har vi virkelig jagtet længe. Det var nogle meget lange omgange, men jeg er glad for, at vores setup ser ud til at virke ordentligt nu. På Våler tabte vi på, at dækkene blev for varme, men det er ikke et problem mere. Vi har arbejdet hårdt for det her, så jeg er vanvittigt godt tilfreds.

Jørgen Worthmann, P2:
- Det her var vist det, man kalder en opkørsel, der vil noget. Jeg fik en vildt god start, og selvom jeg egentligt havde tænkt mig bare at rulle den hjem, så kunne jeg ikke lade være med at holde på. Det viste sig at være en god idé, for vi har fået bygget en god bil. At vi så kan tage på sommerferie som førende er jo bare helt perfekt. Jeg vil også gerne sige, at jeg er glad for, at Rune kunne komme tilbage og sige, at han har det godt, for det var godt nok et grimt crash.

Marcus Påverud, P3:
- Jeg er glad for P3 trods alt, men jeg både ville og burde have været længere fremme. Sammenstødet med Emrik ødelagde mit løb og min motivation noget, men alt i alt var det en god weekends race på en sjov bane. Det hjælper helt sikkert også, at klassen er så tæt, som den er.

Emrik Smedberg, P6:
- Det her er vist første gang i hele min karriere, at jeg tyvstarter. Sammenstødet skete, da jeg gik på indersiden og fik noget understyring. Det var ikke så heldigt, og hele weekenden har faktisk været sådan. Vi fandt ikke rigtigt farten her, så jeg glæder mig til at se, om vi ikke kan vise noget mere potentiale på Jyllandsringen næste gang.

Jacob Mathiassen, udgået:
- Pedalen gik bare i bund, og så kunne jeg ikke bremse. Vi ved ikke rigtigt, hvad der er i vejen, men det var en ærgerlig måde at slutte weekenden på. Jeg fik ingen god start, og styretøjet tog skade, da jeg ramte Smedberg. Jeg lå P3, og ville egentligt have været godt tilfreds med at tage den hjem - og så skete det her... Det er tredje gang i denne weekend, at vi kæmper med bremserne, så nu skal vi virkelig have gjort noget ved det. Det er en kæmpe streg i regningen at smide gode point væk på det her, men der er heldigvis en halv sæson tilbage.

Insight Racing DK


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 12/06/16 - Ring Djursland - Citroën DS3 Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk