Youngtimer   03/06/16

Triumf for Team Edstrøm’s Racing
YoungtimerCRAA blev en triumf for Team Edstrøm’s Racing og Brian Mikkelsen.
Teamet fra Hedensted er forsvarende vindere i YTCC klassen, og selvom teamet i år primært fokuserer på CarBuddii Special Saloon Car, har planen hele tiden været at forsvare sejren fra Aarhus.

Efter Åbningsløbet, hvor teamet viste gode takter, var der store forhåbninger om at kunne give konkurrenterne baghjul.


(Foto: JJ Media)

Weekenden startede fredag formiddag, hvor der blev kørt 10 minutters træning. Træningen skulle bare bruges på at få banen ind under huden igen, samt at vænne sig til at få den lidt breddere BMW M3 rundt mellem de smalle betonvægge. Det blev til en ok 3. plads, men samtidig stod det også klart for teamet at gaskablet skulle holdes stramt hele weekenden.

Lørdag formiddag var der tid til kvalifikationen. Den hvide og sorte BMW med startnummer 103 var hurtigt ude og sætte tiden, inden at der kom alt for meget trafik på banen. Så allerede på 3. omgang blev Brians bedste kvalifikationstid sat. Tiden var en klar forbedring i forhold til træningen, og rakte til 2. startposition.

Senere lørdag skulle heat 1 køres. Da de røde lamper gik ud, blev det ikke ligefrem verdens bedste start for Brian. Det blev til alt for meget hjulspin, og derfor var der hele 4 biler foran, da feltet drejede nede for enden af strandvejen. Det kunne Mikkelsen langtfra være tilfreds med, og satte derfor jagten ind på de forankørende.

De smalle veje gav dog ikke mange muligheder for at kunne overhale, men enhver mulighed blev udnyttet. Derfor var han allerede på 5. omgang tilbage på 2. pladsen og for de resterende 6 omgange pressede den førende. Det rakte lige præcis ikke, men en flot 2. plads blev kørt hjem, på trods af den dårlige start.


(Foto: JJ Media)

Søndag middag skulle 2. af weekendens 3 heats køres. Fra 2. startposition blev det til en lidt bedre start, men stadig med tab af 1 placering. Dette skulle desværre vise sig at få en vigtig betydning senere i heatet.

De første 4 omgange lå Brian og pressede den forankørende, og på løbets 5. omgang lavede denne en fejl og røg i dækmuren. Uheldigvis røg bilen så tilbage igen og rammer ind i Team Edstrøm’s raceren. Herefter måtte Brian desværre udgå fra 2. pladsen, hvilket var rigtig bittert, da løbet blot 2 omgange senere blev flaget af.

Herefter måtte mekanikerne i gang med at gøre bilen klar til weekendens sidste og altafgørende heat.

Fra 3. startposition skød BMW’en sig helt i front, og kunne herefter holde konkurrenterne bag sig. Men selvom Brian lå i front gennem hele heatet, blev der alligevel kørt rigtig tæt ræs, hvor de 40.000 tilskuere kunne se en rigtig herreduel hele vejen til målflaget. Triumfen var derfor fuldendt, målet omkring forsvaret af titlen blev indfriet.


(Foto: JJ Media)

En super afslutning på weekenden, hvor teamet også havde besøg af en masse samarbejdspartnere, som kunne se Brian Mikkelsen betræde det øverste trin på podiet.

Om lidt over en uge er teamet tilbage på banen igen.

Her køres CarBuddii Special Saloon Car på Ring Djursland, hvor Brian i øjeblikket indtager en 2. plads i mesterskabet.

Mindst et af løbene fra Ring Djursland kan også følges live på TV2 Sport samt TV2 Play. Men kom gerne forbi banen, og følg Team Edstrøm’s Racing på nærmeste hold. De får som altid brug for al den opbakning som de kan.

Tidsplanen er som følger (med forbehold for ændringer):

Lørdag
08.00-08.20 Træning
10.10-10.30 Tidstagning
15.05-15.25 Heat 1

Søndag
12.55-13.15 Heat 2
15.30-15.50 Heat 3

Team Edstrøm’s Racing

JJ Media


Læs mere om:
  • Brian Mikkelsen
  • Mindeparken (Gadeløb)
  • 29/05/16 - Mindeparken (Gadeløb) - Youngtimer

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk