FIA F3 EU   17/05/16

Mikkel Jensen fik gode point med fra bybanen i Pau
Det danske Formel 3-talent Mikkel Jensen hentede gode point til mesterskabet i weekendens afdeling af FIA Formula 3 European Championship på bybanen i franske Pau.

Mikkel Jensen sluttede indenfor point i tre ud af tre løb i weekendens afdeling af FIA Formula 3 European Championship på bybanen i franske Pau. Danskeren holder dermed en 10. plads i mesterskabet.


Mikkel Jensen
(Foto: FIA F3 European Championship)

– Jeg havde bestemt håbet på en podieplacering denne weekend, men det er tæt i toppen, og det går bestemt den rigtige vej, lyder det fra Mikkel Jensen.

Formel 3-mesterskabet, som anses som en rugekasse for fremtidens Formel 1-kørere, er blandt de hårdeste juniormesterskaber i verden. Det fik den 21-årige Mikkel Jensen allerede at mærke under kvalifikationerne til weekendens opgør, hvor danskeren sluttede henholdsvis P12, P8 og P8.

– Det var ekstremt tæt, og jeg var kun to tiendedele fra top-fem i begge kvalifikationer. Da vidste jeg godt, at det ville blive svært, for Pau er en vanskelig bane at overhale på.

Hentede point i alle tre løb
Da fire konkurrenter blev straffet efter forseelser fra seneste løb i Ungarn, rykkede Mikkel Jensen dog frem til en niendeplads i weekendens første løb, som blev kørt i regnvejr. Her fik danskeren en god start og kæmpede sig frem til en sjetteplads inden første sving – en position, han formåede at forsvare indtil målflaget.


Mikkel Jensen
(Foto: FIA F3 European Championship)

I weekendens andet løb tabte Mikkel Jensen en position i starten, men kæmpede sig senere tilbage og sluttede, hvor han begyndte, nemlig på en ottendeplads.

– Tredje og sidste løb blev weekendens bedste med en femteplads. Jeg havde god fart i første halvdel af løbet, hvor jeg hentede tre positioner, men begyndte så at få problemer med bilens stabilitet. Det lykkedes dog at forsvare positionen frem til målflaget, fortæller Mikkel Jensen.

Under omstændighederne tilfredsstillende
– Under omstændighederne en tilfredsstillende weekend, hvor vi fik en masse gode point med hjem, selvom vi ikke havde startplaceringerne til det.


Mikkel Jensen
(Foto: FIA F3 European Championship)

– Vi er nummer 10 i stillingen, men der er ikke langt op, og jeg føler, vi er på vej den rigtige vej. Nu skal vi snart have en god weekend, og jeg kan mærke, den nærmer sig.

Mikkel Jensens næste store udfordring bliver fjerde afdeling af FIA Formula 3 European Championship, som køres på Red Bull Ring allerede i næste weekend, 20.-22. maj.

Formula Racing


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Pau
  • 15/05/16 - Pau - FIA F3 EU - FIA EM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk