ELMS   16/05/16

Hårdt arbejde betalte sig
Efter en stabil og målrettet opkørsel gennem det store LMP3-felt, kunne Morten Dons og det britiske RLR Msport indkassere en flot sjetteplads efter søndagens 4 timers-løb i European Le Mans Series på Imola.
Morten kørte bilen fra 18. til 6. pladsen i sit to timer lange stint i bilen.


(Foto: Xynamic Automotive Photography )

Optakten til løbet gav ikke teamet de store forhåbninger om at slutte med et topresultat i løbet. Den første træning blev spoleret af bremseproblemer, og meget af tiden i den anden træningssession var præget af gulflagsperioder, såkaldte Full Course Yellow.

- Jeg nåede vist at køre samlet omkring 10-12 omgange inden kvalifikationen, så jeg følte mig ikke så forberedt som jeg gerne ville være. Da min hurtigste omgang blev ødelagt af en anden bil, kunne vi godt se at det ville blive et udfordrende løb, fortæller Morten Dons, der sidste år vandt løbet på samme bane.

Fra teamets side blev alle sejl sat for at det ikke skulle være en teknisk defekt der spandt ben for et godt resultat. Lørdag aften blev den hvide Ligier JS P3 gennemgået fra A-Z, og enkelte dele blev skiftet, blot for en sikkerheds skyld.


Morten Dons kørte sig fra 18. til 6. pladsen på sit to timers stint.
(Foto: Xynamic Automotive Photography )

Teamets løbsstrategi var at få Morten i bilen fra start, hvorfra hans opgave var at få bilen kørt op gennem feltet. Og den opgave blev løst til topkarakter, da han efter to timer kunne overlade bilen til teamkammeraten, Ossy Yusuf - på en sjetteplads i LMP3-klassen.

- Der er noget enormt motiverende ved at starte i den tunge del af feltet. Jeg følte ikke at der var meget at tabe; derimod var der en masse at vinde, så jeg kom hurtigt ind i en god rytme, hvor jeg både pressede bilen og samtidig kørte pænt inden for grænserne af hvad der kunne lade sig gøre.

- Det var et ret kaotisk løb, set inde fra min bil. Mange spandt af, og ikke alle havde lige stor forståelse af at give plads til hinanden. Jeg nød hvert et sekund af det - det var et super fedt løb!


(Foto: Xynamic Automotive Photography )

Mens Morten havde god mulighed for at nyde varmen og løbet bag rattet, blev fornøjelsen lidt kortere for Ossy Yusuf. Efter godt tre kvarter af hans stint begyndte regnen at falde over banen, og en halv time senere blev safety car sendt på banen af hensyn til sikkerheden.

- Løbet blev afsluttet bag safety car, og det er altid lidt en tam fornemmelse. Når det er sagt, så er jeg ikke i tvivl om at vi havde kunnet holde placeringen til mål - og måske endda forbedret den. Det var igen en flot indsats af teamet. Jeg glæder mig helt vildt til resten af sæsonen!

Næste løb i European Le Mans Series er på østrigske Red Bull Ring den 17. juli. Inden da gælder det den kommende afdeling af Danish Thundersport Championship ved Classic Race Aarhus om to uger.

Morten Dons Racing

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Morten Dons
  • Imola
  • 15/05/16 - Imola - ELMS

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk