DM Rally   11/04/16

Top placeringer til Rally Team Mejer i Tyskland
Lørdag den 9. april blev første afdeling af både det danske mesterskab 2016, samt MRS-Mini Rally Syd turneringen 2016 afviklet da ADAC Cimbern Rallye blev kørt omkring Süderbrarup i det nordlige Tyskland. Rally Team Mejer stillede til start med to biler i den historiske klasse. Heino Mejer og Bo Mølgaard kom helt til tops med en flot førsteplads, mens den ældre generation, Kurt Mejer og Vagn Aage Hansen kørte sig flot ind på andenpladsen.

I den generelle stilling på tværs af alle klaser, kørte Heino Mejer og Bo Mølgaard sig til flot 12. plads foran flere firehjulstrukne fabriksbyggede rallybiler. Det burde ikke være muligt på de meget smalle og snoede veje. Kurt Mejer og Vagn Aage Hansen sluttede som nr. 30 ud af i alt 84 startende biler.


Heino Mejer og Bo Mølgaard lagde sig hurtigt i spidsen i klasse 8
(Foto: rallypics.dk)

For Heino Mejer og Bo Mølgaard var ADAC Cimbern Rallye 2016 årets første udfordring efter vinterpausen. Efter en grundig optimering af bilen i vinterpausen, var det med spænding i kroppen at de i Tyskland tog hul på sæsonen.
”Vi fik det vi kom efter, nemlig pladsen på toppen af podiet. Nu ser vi frem til at fortsætte med samme tempo, når 2. afdeling af både DM, DM i minirally og Mini Rally Syd turneringen køres på syd Fyn den 21. maj” udtalte Heino Mejer efter løbet i Tyskland.
”Målet for 2016 er helt klart at forsvare vores dansk mesterskab fra 2015 i den historiske klasse 8, samt at vinde både DM i minirally og Mini Rally Syd turneringen”.

Kurt Mejer og Vagn Aage Hansen kørte deres andet løb i år, og brugte ADAC Cimbern Rallye som træning forud for næste afdeling af West Euro Rally Cup, som køres i Tyskland i forbindelse med Kristi Himmelfarts dag den første weekend i maj.
”Vi er rigtigt godt tilfredse med resultatet i ADAC Cimbern Rallye, specielt set i lyset af, at vi havde store problemer med bilen undervejs. Vi havde lange strækninger hvor den ikke ydede det optimale, og slet ikke trak igennem når der blev givet gas. Vi frygter at fejlen ligger i noget benzin, som vi har fyldt i tanken, da vi var i Holland for tre uger siden” sagde Kurt Mejer efter løbet. ”Vi må nu have systemet renset igennem, have frisk benzin på tanken, og se om det giver den ønskede effekt – det er helt sikkert, at fejlen skal findes inden vi igen skal til Tyskland om 3 uger”.


Kurt Mejer og Vagn Aage Hansen på vej mod 2. pladsen i klasse 8
(Foto: rallypics.dk)

ADAC Cimbern Rallye 2016 var et spændende rally med store udfordringer. Vejene omkring Süderbrarup er smalle, snoede og kuperede. Der køres både i skov og igennem små landsbyer. Høj sol og flot vejr hele dagen havde trukket mange tilskuere af huse. Der var blandt tilskuerne stor interesse for de voldsomme Volvo’er, som Kurt og Heino stiller op i. Der er altid action ude på hastighedsprøverne når de kommer forbi.

Næste løb for de to biler for Kurt Mejer og Vagn Aage Hansens vedkommende i ADAC Rallye Sullinger den 5., 6. og 7. maj. Heino Mejer og Bo Mølgaard har næste start i Anderup El Rally på Fyn den 21. maj.

Historisk Rally Team Mejer

Viggo Johansen
rallypics.dk


Læs mere om:
  • Heino Mejer
  • Kurt Mejer
  • Schleswig
  • 09/04/16 - Schleswig - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk