Rally   04/04/16

Sejr gav godt optakt til DM-sæsonstart for Ib Kragh
Lørdag var Ib Kragh og Freddy Pedersen til start i den 14. udgave af Rally Grand Prixet i den store grusgrav ved Kongensbro, og det blev en på mange måder tilfredsstillende forårsdag for dem. De tog en klar sejr i deres klasse, og vandt tillige den afgørende finale i deres Citroën DS3 R5.

”Det var ikke en walkover, selv om vi havde et godt stort forspring. Der skal ikke meget til, før man sætter hele molevitten over styr,” siger Ib Kragh. ”Jesper Bisted, Jacob Madsen og Rasmus Sørensen var også godt kørende, men da jeg skulle starte bagest i finalen, kunne jeg se, hvordan jeg hentede ind på dem, så selv om vi kørte hurtigste tid for alle heat i finalen, så kørte vi sikkert.”


En god rallytest og Rally Grand Prix gav god forberedelse før DM-premiere
(Foto: Morten Alstrup)

”Servicefolkene skal have en stor tak, for det er ikke kun Freddy og jeg, der vinder. De er også med til at få tingene til at fungere. De er med til at lave hele dette her setup.”

Dagen i det midtjyske startede i øvrigt med en rallytest, hvor Ib Kragh og Freddy Pedersen skulle have arbejdet med nogle af de ting, som ikke havde fungeret optimalt under sæsonpræmieren ved Zuidersee Rally i Holland.

”Men det gjorde de nu. Det var specielt vores nedbremsninger, det havde knebet med. Der var en nedbremsning, som vi ikke fik til at passe på den første tur, men da vi kørte prøven igen, gjorde den det, og så forbedrede vi os med et sekund,” siger Ib Kragh. ”Vi satsede ikke, men vores nedbremsninger passede, og farten i svingene var også god. Bilen kører sindssygt godt, specielt på de nye Michelin-dæk. De er rigtig gode, i hvert fald til min bil. Man kan godt mærke, at bilen ligesom er bygget op over dem.”

Lørdag gælder det så Cimbern Rallye, der er første afdeling af Danmarksmesterskabet i rally.

”Jeg glæder mig til at se, hvor vi er henne, for her bliver modstanden nok lidt hårdere fra Esben Hegelund og Michael Sørensen,” siger Ib Kragh. ”Esben kommer med en potent bil. Det gjorde han også i Juelsminde, hvor han kørte stærkt, og det vil han også gøre her, men prøverne i Tyskland plejer at være lidt mere tricky. Man kan ikke bare lige skære ind over nogle ting.”

”I år er det i øvrigt 30 år siden, at jeg første gang startede på en fuld DM-sæson, og jeg håber på, at vi får en god start på DM-sæsonen, så vi kan kæmpe med om DM-guldet.”

IK Rally Racing


Læs mere om:
  • Ib Kragh
  • Kongensbro
  • 02/04/16 - Kongensbro - Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk