DTC   04/03/16

Frederik Schandorff top-tunet op til DTC-sæsonen
DTC - Danish Thundersport ChampionshipDet danske supertalent pudser sin fysiske form af op til DTC-sæsonen med intet mindre end et maratonløb.
Sammen med godt 15.000 andre løbere vil han gennemføre de 42 km på en rute gennem Barcelonas smukke gader, med verdensberømte bygninger og selvfølgelig den indbydende middelhavskyst som baggrund

Brikkerne er ved at falde på plads for Frederik Schandorff op til den forestående sæson i dansk motorsports kongeklasse ”Danish Thundersport Championship” (DTC). Et maraton er ikke hverdagskost for en racerkører. Det er naturligt, at sportsudøvere på de fleste niveauer sørger for at være i en passende fysisk form til deres sport i forhold til det niveau de er på. Alligevel finder man ind imellem stjernefrø, hvis professionalisme overgår det normale niveau. Det har altid været Frederik Schandorffs tilgang – højt professionelt niveau og stærkt fokus på opgaven forude. Op til den kommende DTC-sæson har han igen højnet niveauet.

”Mine resultater og den store interesse for mig gennem sidste sæson giver større og nye muligheder denne sæson. Der er et større og mere professionelt setup omkring mig, mit personlige team er større, racing teamet er større og budgetterne er større. Jeg oplever interessen rigtig positivt som en langt større gruppe, der tror på mit talent og mine muligheder både i denne sæson og fremadrettet.

For hvert trin min karriere tager mod de helt store serier føler jeg det naturligt at tillægge endnu mere fokus og professionalisme. Træningen over vinteren og op mod maraton har været med til at fokusere, både mentalt og fysisk. Jeg ved det bliver hårdt, og min træner og jeg har arbejdet målrettet på at blive klar til maratonløbet i Barcelona. Jeg føler mig i fysisk superform, og kombineret med min mentale viljestyrke, som jeg helt sikkert får brug for, går jeg spændt ind til oplevelsen. Det første maraton handler ikke om tider men om gennemførsel.. alligevel er jeg konkurrencemenneske, så jeg har nogle meget private mål jeg gerne vil nå.”

Frederik Schandorff har gennem hele vinteren opretholdt og udbygget det hårde træningsregime. Fra 8.-16. Januar var han for eksempel på træningslejr på Club La Santa, Lanzarote, med Team Danmark. Frederik er nu på 5. år en del af Team Danmark Eliteatlet programmet, der kun omfatter de allerbedste af vore atleter herhjemme.

I det hele taget er der for alvor lagt i kakkelovnen til en supersæson fra feltets yngste, når DTC-sæsonen skydes i gang den 23. april på Jyllandsringen. Frederik Schandorff slog for alvor sit navn fast gennem DTC sidste sæson. De bedste racerkørere kendes på, at de evner at placere sig i toppen, selv med materiel der reelt ikke hører hjemme der. Det var præcis hvad Frederik Schandorff gjorde gang på gang i 2015 udgaven af DTC – og det fik flere teams til at reagere og bejle til supertalentet.

Jagten på supertalentet.
Med afsæt i den mere end godkendte debutsæson, var det Danmarks første LeMans vinder John Nielsen, der sikrede sig Frederik Schandorffs underskrift på sæsonen 2016.
Som teamchef for Team AD Racing / flexlease.nu kunne han ret tidligt se det kæmpe potentiale og ønskede Frederik som kører i teamet.
”Jeg ville have Frederik som en af mine kørere i år. Han er et af Danmarks allerstørste talenter, og udvikler sig med rekord fart. Der er ingen tvivl for mig om at Frederik kan gå hele vejen.” udtaler John Nielsen.

Ved motorsportens ”Oscar-fest” Dansk Motorsport Award i februar, blev teamet og Frederik nævnt flere gange som en af de største trusler i feltet, og det er der flere grunde til.

Sprit-ny og opdateret racerbil.
Når Frederik vender hjem fra maratonløbet i Barcelona er det planen, at han skal modtages af sin sprit-nye og opdaterede DTC-racer, som teamet bestilte allerede før jul.
Så begynder testarbejdet og det kribler allerede for at få lært den nye bil at kende og få tæmmet de ”godt og vel” 520 HK. Det er ikke en opgave der afskrækker supertalentet, som siger: ”Sidste år modtog jeg først min racer en uge før mit første løb. Det løb foregik på en bane jeg ikke kendte, alligevel blev jeg nummer 4, så jeg skal bare ud og nyde det; det bliver sjovt.”

Top Team og Top Teamchef.
Frederik fortæller videre: ”Team AD Racing / flexlease.nu kunne tilbyde en masse fordele. Det betyder utrolig meget for mig at få John som Teamchef; ham kommer jeg til at lære en masse af, og med et endnu mere professionelt team set-up tror jeg vi kan tage kampen op og sørge for fantastisk ræs og spænding. DTC-feltet i år tæller rigtig mange stærke kørere, så det bliver en fed sæson.”

Forstærket bagland.
På stort set alle fronter er der oprustet, og teamet omkring Frederik er ingen undtagelse. Til sæsonen er der lavet en aftale med Olav Langdahl, der er blevet Frederiks Sporting Manager.
Til daglig er Olav forandringsleder på Siemens Wind Power, og har bla. tilbragt 10 år i England som serieiværksætter og præst. ”Olav er en rigtig fin fyr med masser af idéer og energi, så det var endnu en lille brik der faldt på plads. Han har jo et godt netværk, når jeg skal bruge noget regnvejr eller noget..” fortæller Frederik med et grin.

Frederik er i topform.
Det er i det hele taget en særdeles velforberedt, toptrænet og godt skåret racerkører der tæller dagene til sæsonstart. Selvom han aldrig før har løbet maraton er han forberedt på prøvelserne.
”Jeg har løbet nogle gode lange ture på 25 km og deromkring. Min mentale styrke er en af mine forcer generelt, så min træner og jeg er enige om at det nok skal gå. Som sagt går jeg ikke efter nogen specifik tid her første gang, det er mere oplevelsen, træningen op til løbet og en grundig test af min form her op til sæsonen der tæller.”

Den 38. udgave af Barcelona Maraton foregår søndag den 13. marts.

Olav Langdahl
Sporting Manager


Læs mere om:
  • Frederik Schandorff

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde