SportsCar Championship   28/01/16

Jan Magnussen vil gentage Rolex-sejr på Daytona
Opdateret racerbil og effektivt teamwork skal sikre Jan Magnussen og Antonio Garcia endnu en sejr i det berømte 24-timersløb på Daytona Speedway i Florida i weekenden. Løbet bliver startskuddet til den mest udfordrende sæson nogensinde.

Jan Magnussen håber på en gentagelse af sidste års sejr, når 24 Hours of Daytona løber af stablen i weekenden. Den 54. udgave af den amerikanske klassiker bliver startskuddet til en spændende og udfordrende sæson med hele 12 løb fordelt på tre lande og to kontinenter.


(Foto: Richard Prince / Richard Dole)

– At vinde 24-timersløbet på Daytona sidste år var noget helt specielt, og jeg kan stadig få kuldegysninger, når jeg tænker på, hvor tæt vi lå ved løbets afslutning, lyder det fra Jan Magnussen.


(Foto: Richard Prince / Richard Dole)

Sammen med Antonio Garcia og Ryan Briscoe vandt danskeren løbet med under ét sekund ned til andenpladsen. I år hedder tredjekøreren Mike Rockenfeller, og med sejre på både Le Mans og Daytona er det en både hurtig og erfaren profil, Corvette-duoen har fået ombord.

– Vi har en stærk besætning, og med 2016-opdateringerne har vi også en stærk racerbil. Og det er nødvendigt, for med helt nye biler fra Ferrari, BMW og ikke mindst Ford ser det ud til at blive vores mest udfordrende sæson nogensinde, lyder det fra Jan Magnussen.

To gange har Corvette Racing vundet 24-timersløbet på Daytona, hvor klassevinderne belønnes med et Rolex-ur, og især sidste år blev en fænomenal sæson for det berømte amerikanske team, som foruden Daytona-triumfen tog sejren i 12-timersløbet på Sebring samt 24-timers Le Mans.


(Foto: Richard Prince / Richard Dole)

2016-udgaven af den succesfulde Corvette C7.R får premiere på Daytona og byder på en række aeroydynamiske opgraderinger, blandt andet en større frontsplitter, bagdiffusor samt hækvinge. Drivlinen er der ikke ændret på, så under motorhjelmen ligger fortsat en brølende V8 på 5,5 liter.

– Afslutningen på sidste års løb var intens og nervepirrende. At vinde med et forspring på bare et halvt sekund viser med al tydelighed, hvor hård kampen er i GTLM-klassen. Som altid vil det handle om at være fokuseret og tage de rigtige beslutninger, forklarer Jan Magnussen.


(Foto: Richard Prince / Richard Dole)

Teamwork er altafgørende
Sidste års sejr var samtidig et bevis på, at teamwork spiller en afgørende rolle i et 24-timersløb, hvor man ikke alene vinder på farten. Takket være en gennemtænkt pitstrategi og effektive pitstop brugte Jan Magnussens Corvette C7.R hele syv minutter kortere tid i pitten end løbets nummer to.

– På dét område har Corvette Racing altid vist sig som de bedste. Vi er allesammen klar til at gentage sejren. Uanset hvem, der vinder løbet, er det fortjent. Men jeg håber, det bliver vores bil.

2016-udgaven af 24 Hours of Daytona skydes i gang lørdag kl. 14.40 (kl. 20.40 dansk tid) og kan følges på FOX Sports, mens man fra kl. 22.00 til kl. 7.00 (kl. 04.00-13.00 dansk tid) kan streame løbet på imsa.com.

Mere end 50 biler stiller op til 24-timersløbet, hvilket giver trafik på den 5,7 kilometer og 12 sving lange amerikanske racerbane, hvor den berømte tri-oval med sine hævede sving som sædvanlig suppleres med en flad inderbane.


(Foto: Richard Prince / Richard Dole)

GTLM-klassen stiller med 10 biler fra fem producenter; Corvette, Ferrari, Porsche, Ford og BMW. To andre danske topnavne skal også på arbejde på Daytona, nemlig Porsche-køreren Michael Christensen, som bliver Magnussens konkurrent i GTLM-klassen, mens Christina Nielsen stiller op for Ferrari-teamet Scuderia Corsa i GTD-klassen.

Tidsplan for 24 Hours of Daytona
Danske fans kan følge Jan Magnussen og Corvette C7.R #3 live på FOX Sports samt via delvis live-streaming af kvalifikation og løb på www.imsa.com.

Torsdag 28. januar
09.25 (15.25 dansk tid) — Træning #1
13.20 (19.20 dansk tid) — Træning #2
16.25 (22.25 dansk tid) — Kvalifikation (GTLM)
18.30 (04.30 dansk tid) — Træning #3

Fredag 29. januar
09.45 (15.45 dansk tid) — Træning #4

Lørdag 30. januar
14.40 (20.40 dansk tid) — RACE (24 timer)

Nikolaj Karlshøj
Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Daytona
  • 31/01/16 - Daytona - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk