SportsCar Championship   23/09/15

Jan Magnussen hyldet som bedste Corvette Racing-kører nogensinde
Gigantisk anerkendelse fra amerikanske Corvette-fans, som har kåret Jan Magnussen til "Best Corvette Racing Driver of the Modern Era".

Stemmerne er talt op, og de amerikanske Corvette-tilhængere er enige om, at Jan Magnussen er den bedste racerkører, Corvette Racing har haft, siden teamets grundlæggelse i 1999.


(Foto: Richard Dole / Jan Magnussen Racing)

– Det er noget af en anerkendelse! Jeg aner slet ikke, hvad jeg skal sige, lyder det fra Jan Magnussen, som fik meddelelsen om sin nye titel efter en lang flyvetur hjem fra Texas i kølvandet på weekendens TUDOR-løb i Austin.

Afstemningen er afholdt af nyhedssitet Corvetted.com, som samler tusindvis af Corvette-tilhængere og fans af det berømte motorsportsteam.

Sitet har en klar overvægt af amerikanske læsere, men Magnussen formåede alligevel at få flere stemmer end sin tidligere teamkollega, amerikanske Johnny O'Connell.

– Corvette Racing er det team, jeg har kørt for i absolut længst tid, og derfor er det naturligvis en kæmpe glæde, at vores fans peger på mig som den bedste kører, lyder det fra Jan Magnussen.

Jan Magnussen kørte sit første løb for Corvette Racing i 2004, hvor han også vandt den første af i alt fire Le Mans-sejre for det populære amerikanske team.

28 løbssejre og to mesterskaber
Siden da har danskeren vundet 28 løb i den amerikanske Le Mans-serie (ALMS) og TUDOR United SportsCar Championship, mens han to gange har sikret sig kørernes mesterskab. Han er nu på niende år ansat til at køre en fuld sæson for Corvette Racing.

– At repræsentere Amerikas mest berømte sportsvogn på racerbanen er et kæmpe privilegium. At blive kåret som den bedste mand til opgaven er overvældende.

– Jeg er enormt stolt og meget taknemmelig, og jeg vil gerne sende en kæmpe tak til hver og én, som har stemt på mig. Jeg håber, jeg kan kvittere med en sejr til sæsonens sidste løb i næste måned, lyder det fra Jan Magnussen.

Jan Magnussen har til dato vundet imponerende 162 officielle sejre siden sin Formel Ford-debut i 1992. I næsten 46 procent af alle de 623 racerløb, Jan Magnussen har deltaget i, har danskeren sluttet blandt de tre bedste.


(Foto: Richard Dole / Jan Magnussen Racing)

Jan Magnussen Racing
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Corvette Racing

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk