Formel Ford - DK   11/09/15

Forhåndsafgørelse i Formel Ford på Padborg Park?
Mathias W. Smith står med en matchbold i årets næstsidste mesterskabsrunde
Årets Pirelli Formel Ford Danmarksmesterskab afvikles over otte løbsweekender, hvor den syvende og næstsidste køres i weekenden på Padborg Park. Og der kan meget vel falde en forhåndsafgørelse omkring, hvem der senere på årets skal have den store guldmedalje hængt om halsen.

Mathias W. Smith, Nibe, har nemlig været ganske suveræn i de løb, der er blevet kørt i denne sæson, og han har nærmest sikret sig en matchbold, så han måske allerede søndag eftermiddag kan kalde sig Danmarksmester. Nordjyden har vundet halvdelen af årets atten kørte løb, og da han har været på podiet i otte af de ni andre løb, har han et forspring på 98 og 123 point til henholdsvis Kasper Larsen, Aalborg, og Christian Schandorff, Rønde – de to eneste kørere, som har teoretisk mulighed for at indhente ham.


Mathias W. Smith har mulighed for at tage DM-guldet på Padborg Park

Der er 75 point at kæmpe om i den kommende weekend – og yderligere 75 i finalerunden sidst på måneden – men for både Kasper Larsen og Christian Schandorff gælder det, at de reelt set skal vinde alle weekendens tre løb for at holde fast i deres guldhåb. Og selv om de skulle gøre det, så har Mathias W. Smith stadig en mulighed for at tage titlen en løbsweekend før tid. Bliver han noteret for blot en tredjeplads og to fjerdepladser på Padborg Park, vil hans pointscore blive så stor, at ingen andre kan indhente ham i tabellen for Pirelli Formel Ford Danmarksmesterskabet.

Om Mathias W. Smith vil køre taktisk på Padborg Park er nok tvivlsomt. Det ligger ikke i Formel Ford-kørernes natur at gøre det. De kæmper for hver en placering.

Kasper Larsen og Christian Schandorff tegner til at blive hans værste rivaler, men han skal også forvente hård modstand fra Daniel Lundgaard, Hedensted, der har vundet løb ved de to seneste afdelinger. Og så har Michael Christensen, Kongerslev, og Mads Hoe, Hadsten, begge vist stigende formkurve.

Også i Zetec Cuppen og klassens Oldboys Cup kan der falde en forhåndsafgørelse på Padborg Park. Her har henholdsvis Kevin Suensson, Gram, og Niels Ejnar Rytter, Trustrup, så stort et forspring i tabellen, at der skal gå meget galt for dem, hvis ikke de skal vinde samlet.

Kørerforeningen for Formel Ford

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Mathias Weinreich Smith
  • Padborg Park
  • 13/09/15 - Padborg Park - Formel Ford - DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk