DM Rally   09/09/15

Kenneth Madsen vil tilbage i front for DM
Kenneth Madsen/Henrik Dernoff (Ruds Vedby/Ringsted) har taget tre Danmarksmesterskaber i træk. Sammen. Og de jagter deres fjerde fælles i streg med den hurtige Suzuki Swift Maxi 2000. Derfor har de også en klar strategi, når næste runde af Danmarksmesterskabet i rally køres i den kommende weekend ved Juelsminde Rally Den Jyske Sparekasse.

”Vi skal have masser af point med hjem, for vi er lidt bagud i tabellen, men går det godt for os, så kan vi være tilbage i toppen af tabellen,” siger Kenneth Madsen, der i sin division atter kommer til at møde stærk modstand.


Målsætningen er klar for Kenneth Madsen og Henrik Dernoff
(Foto: Rallyfotografen.dk)

”Igen er Brian Madsen en hård konkurrent. Han var med ved sidste afdeling af DM, og jeg tror, at vores taktik bliver den samme som sidste gang. Vi vil forsøge at hænge på ham – og så ellers gøre det så godt som muligt. Vi har to gange scoret point i år – Brian Madsen er endnu ikke kommet på tabellen – så det gælder for Henrik og jeg om at køre så hurtigt som muligt og score så mange point som muligt.”

Suzuki Motorsport forberedte sig ved weekendens Ostsee Rally for at teste bilen af, inden det gælder kampen om pokaler og DM-point.

”Det var godt at få kørt nogle rigtige rallykilometer i rallybilen, for det var gode prøver, og hastighedsprøver, som er med til at udvikle en som rallykører,” siger Kenneth Madsen.

”Resultatmæssigt var det dog en lidt blandet dag. Halvvejs inde på første hastighedsprøve døde bilen bare. Vi holdt et dumt sted, så det endte med, at prøven blev stoppet, men jeg fik byttet rundt på nogle ledninger og relæer, og så kunne vi fortsætte, men da havde vi sat seks minutter. På en af de næste prøver var der lige pludselig skybrud, og så havde vi som mange andre valgt forkert med hensyn til dæk.”

Målrampen nåede Kenneth Madsen og Henrik Dernoff desværre ikke. En trækaksel brød sammen.

”Men inden da var vi flere gange foran både de to tyske topkørere Karsten Mohe og Patrick Pusch, som vi tidligere har kæmpet med, og dem kunne vi følge,” siger Kenneth Madsen. ”Selv om vi udgik og lige skal bruge en aften på værkstedet, var det med et smil på læben, at vi tog hjem til Danmark. Vi vil være klar til at kæmpe med om sejren ved rallyet i Juelsminde.”

Suzuki Motorsport
Anders Lysen


Læs mere om:
  • Juelsminde
  • 12/09/15 - Juelsminde - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk