Legends Car Cup   01/09/15

Et fornuftigt Grand Prix for Kevin Verner
Legends Car CupGrand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen gik rigtigt fornuftigt for Kevin Verner og Autoforum Racing Team Silkeborg. Den hårde konkurrence i klassen forhindrede dog en optimal weekend

ARTS teamet har ikke lavet nogle ændringer på bilen siden de kom hjem fra den sidste løbsweekend i Sverige. Efter træningen var Kevin Verner også rigtig godt tilfreds med bilens setup.


I træningen føltes bilen god.
(Foto: Motorsporten.dk)

I kvalifikationen skulle det vise sig at bilen var perfekt sat op til den unge Kevins hjemmebane. Han satte i løbet af kvalifikationen hele tre tider, som ville sikre ham hurtigste tid. At være hurtigst i kvalifikationen betyder at Kevin skulle starte som nummer tyve, da man altid vender de tyve første deltagere til første løb.


Kevin var hurtigst i kvalifikationen.
(Foto: Motorsporten.dk)

At starte midt i feltet i første løb kan altid være lidt farligt, da man hurtigt kan risikere at blive involveret i uheld man ikke selv er skyld i. Kevin Verner holdt dog hovedet koldt og kæmpede sig stille og roligt frem i feltet. Ved løbets afslutning havde den unge racerkører fået overhalet hele ti konkurrenter.


Der blev kørt hårdt og tæt i første løb.
(Foto: Motorsporten.dk)

Det samlede resultat fra kvalifikationen og første løb betød at Kevin Verner skal starte som nummer fire i weekendens andet løb. Efter starten bliver der kæmpet hårdt foran i feltet. Kevin kæmper sig helt frem som nummer et og trækker samtidig lidt fra resten af sine konkurrenter.

Kevin vinder endnu et løb i OK Mobil 1 Legend Cuppen og da resultatlisten bliver udskrevet er Kevin også noteret for at have kørt løbets hurtigste omgangstid.


Kevin vandt andet løb på sikker vis.
(Foto: Motorsporten.dk)

Weekendens sidste løb i klassen er altid hårdt. Her har alle de hurtige kørere fået kørt sig frem til nogle gode startplaceringer. Sådan så det også ud ved sidste løb til Grand Prix Danmark. På de seks første pladser til løbets start, står de fem førende i mesterskabet. Kevin skulle starte som nummer tre, så tingene så fornuftigt ud.


Kevins start i tredje løb var ikke den allerbedste.
(Foto: Motorsporten.dk)

Da de røde lamper slukker og starten går, kommer Kevin ikke rigtig med og får en dårlig start. Endnu engang holder Kevin hovedet koldt og kæmper det bedste han har lært uden at tage unødige chancer. På trods af den hårde konkurrence foran i feltet slutter den unge racerkører på en fornuftig sjetteplads og sætter igen løbets hurtigste omgangstid.


Kevin kæmpede hårdt efter en skidt start i løb nummer tre.
(Foto: Motorsporten.dk)

”Jeg havde en fornuftig weekend, men den var ikke helt optimal. Selv om jeg havde kørt hurtige tider følte jeg at bilen manglede 10 hestekræfter” fortalte Kevin Verner efter Grand Prix Danmark.

Nu skal Autoforum Racing Team Silkeborg tænke frem mod dobbeltløbet på Padborg Park den 12. og 13. september. ARTS teamet har en nyrenoveret motor stående klar og for en sikkerheds skyld har man valgt at benytte den motor til dobbeltløbet.

Kevin Verner og ARTS teamet har i de sidste to løbsweekender vist at de har farten, så det skal nok blive spændende at følge den hurtige bil med nummer 512 på siden, når de skal ud og køre på Padborg Park.

Autoforum Racing Team Silkeborg

Selch


Læs mere om:
  • Kevin Verner
  • Autoforum Racing Team Silkeborg
  • Jyllandsringen
  • Padborg Park
  • 30/08/15 - Jyllandsringen - Legends Car Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk