SportsCar Championship   24/08/15

Jan Magnussen afleverede førertrøjen i Virginia
Jan Magnussen og Antonio Garcia sluttede på en 6. plads i søndagens TUDOR-løb på Virginia International Raceway.
Danskeren måtte således give mesterskabsføringen videre til rivalerne fra Porsche.

— Det var en alt andet end tilfreds Jan Magnussen, som sammen med sin spanske medkører, Antonio Garcia, måtte tage til takke med en 6. plads i søndagens TUDOR-løb. Det skuffende resultat betød, at danskeren ikke længere fører mesterskabet.


(Foto: Richard Dole)

– Vi kunne med nød og næppe holde et par konkurrenter bag os, men vi havde ingen chance for at blande os i det førende felt, lød det fra en frustreret Jan Magnussen.

Trods en ihærdig indsats fra teamets side var den gule Corvette mere end ét sekund efter de hurtigste i GTLM-klassen, da kvalifikationen blev afviklet lørdag aften dansk tid.

Søndag startede Jan Magnussen sekser med Oliver Gavin i søsterbilen lige bag sig, og danskeren kørte et solidt stint, hvor han hurtigt rykkede en plads frem.

– Det var et godt ræs. Jeg hentede en position lige efter starten, og det lykkedes mig at forsvare den, forklarerede Jan Magnussen.

– Men der var heller ikke overskud til mere. Vi havde ikke power nok til at rykke længere frem i feltet, og selvom jeg pressede den til det maksimale, tabte vi afstand.

– Det er en frustrerende situation, som minder lidt for meget om sidste år.

Efter små 50 minutters kørsel gav Jan Magnussen bilen videre til Antonio Garcia, som fortsatte kampen, men pludselig tabte fart og begyndte at køre langsomt.

– Et rent teknisk problem, som Antonio hurtigt løste ved at genstarte bilens elektroniske system, forklarede Jan Magnussen.

Senere åbnede der sig en chance, da den forankørende BMW med Dirk Werner kørte af banen og mistede en komponent på karrosseriets bagende.

Den tyske racerkører fik imidlertid besked på at blive på banen, og trods Antonio flere gange var tæt på den hvide BMW, lykkedes det aldrig at angribe.

Opgør venter i Texas
Magnussen og Garcia sluttede altså præcis hvor de startede, og der er således lagt i ovnen til et opgør på Circiut of The Americas i Texas den 17.-19. september.

– Næste løb er det sidste inden finalen i Atlanta til oktober, og derfor bliver det altafgørende, at vi kan være med helt fremme igen.

– Efter denne weekend må vi desværre give mesterskabsføringen videre til vores rivaler fra Porsche, lød det fra Jan Magnussen.

– Men den er altså kun til låns.

Jan Magnussen Racing
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Virginia International Raceway
  • 23/08/15 - Virginia International Raceway - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk