1600 Challenge   12/08/15

Optræk til meget spændende efterårssæson
Der er optræk til, at vi står foran en meget spændende efterårssæson i Yokohama 1600 Challenge.
Hvis man tager afsæt i forårssæsonen, så står vi foran den mest overraskende og varierede sæson siden 2011, hvor 4 kørere kæmpede med om mesterskabet, helt frem til sæsonens allersidste løb.

Og hvorfor skulle det ikke ske igen i år 2015?


Steffan Jusjong har brugt sommerpausen på at få bilen repareret, efter hans uheldige exit i sidste heat før sommerferien.
(Foto: CNPhoto.dk)

Sæsonens første 3 afdelinger, med i alt 6 løb, har haft 3 forskellige kørere, der var hurtigst i kvalifikationen – og ikke mindst 5 forskellige sejrherrer. Kun Niklas Voetmann har, som eneste mand, kørt 2 heatsejre hjem, mens Jonas Nielsen, Jonas Lynge, Mads Hedegaard Frederiksen og Mikkel Gregernsen har taget en hver.

Det er derimod Andreas Top Jensen, som har lagt sig i front af DIF Danmarksmesterskabet, foran Carsten Rasmussen, Brian Johannesen, Niklas Voetmann, Jonas Nielsen, Søren Lyck, Steffen Larsen og Mads Hedegaard Frederiksen. Disse 8 kørere ligger stadig indenfor 22 point, hvilket er mindre end 1 heatsejr i forskel.

I Oldboysmesterskabet fører Carsten Rasmussen foran Michael Scharstein, Jan Jespersen og Jimmy Bob Søgaard Jensen.

Rookiemesterskabet føres an af Jonas Nielsen, mens Mike Hansen, Jan Jespersen og Steffan Jusjong følger efter.


Carsten Rasmussen er ved at finde sig godt til rette i den hvide Peugeot 208, og sniger sig ligeså langsomt mod toppen af mesterskabsstilingen, samt konsoliderer sig i front af Oldboysmesterskabet.
(Foto: CNPhoto.dk)

23 kørere er klar til weekendens løb

Når man kigger på succesballast til denne weekends løb, så bliver Mikkel Gregersen tungeste mand med 80kg, Jonas Nielsen skal have 60kg med, Mads Hedegaard Frederiksen 50kg, Andreas Top Jensen og Carsten Rasmussen 40kg hver, Carsten Lorenzen 20kg og slutteligt Jonas Lynge 10kg.

Men klassen får også besøg af nogle nye kørere, der derved også skal have 30kg succesballast med i bilen, da de deltager i klassen for første gang i denne sæson, efter 1. august.

Mikkel Jespersen vender tilbage til klassen i en Peugeot 207, som teamet har gennemrenoveret henover vinteren og foråret. Ham har vi også set de seneste sæsoner i Yokohama 1600 Challenge, men han har vekslet lidt frem og tilbage mellem asfaltbanesporten og rallycrossbanerne. Nu er det så tid til ren asfalt igen.

2 andre gengangere er brødrene Henrik og Peter Sørensen. Henrik vandt Oldboysmesterskabet i klassen i 2013, men begge har sidenhen primært koncentreret sig om at drive bilforretningen hjemme i Helsinge. De kommer i hver deres Suzuki Swift Sport.

Mikkel Njor er helt ny kører i klassen. Han er 16 år gammel, og har købt en Peugeot 106 GTI som tidligere er blevet kørt af bl.a. Michael Blom og Poul Erik Jensen.

Med baggrund på de ballaster kan vi måske endnu engang forvente at se store ting denne weekend fra Steffen Larsen. Ring Djursland er hans favoritbane, og med en bil helt uden succesballast, bliver der helt sikkert fart på den sorte Peugeot 106 GTI. Men også Brian Johannesen møder op helt uden vægt i bilen, så han bejler også til at tage mindst 1 podieplads denne weekend. Og så er der selvfølgelig den dobbelte løbsvinder i år, Niklas Voetmann. Fordobler han antallet af sejre denne weekend?

Men man skal jo aldrig afskrive de andre kørere, selvom der er lidt vægt i bilerne. Alt kan lade sig gøre i racerløb.


Jimmy Bob Søgaard Jensen har haft en god forårssæson, hvor der er kommet masser af point på kontoen i både DIF Danmarksmesterskabet, men også i Oldboysmesterskabet.
(Foto: CNPhoto.dk)

Tidsplanen for den kommende weekend er følgende:

Lørdag 15. august
Træning 08.25-08.45
Kvalifikation 12.45-13.05

Søndag 16. august
Løb 1 08.55-09.15 15 min. + 1 omgang
Løb 2 12.55-13.15 15 min. + 1 omgang

Kørerforeningen Gr. N
Yokohama 1600 Challenge

JJ Media


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 16/08/15 - Ring Djursland - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk