Super Challenge   24/06/15

Fartkongerne er klar til Padborg Park
MC-Basen Super ChallengeRoad Racing-kørerne er for første gang i denne sæson i aktion i Sønderjylland
Der er traditionelt fart over feltet, når der arrangeres racerløb på Padborg Park, men i weekenden bliver der kørt stærkere end normalt.
Ved årets Midsommerløb er Road Racing-kørerne for første gang i denne sæson i aktion på racerbanen nær den dansktyske grænse, og her skal de afvikle den tredje af årets i alt fire afdelinger i den nye løbsserie, Zenergy Super Challenge.

Det er Danmarks hurtigste racerdrenge, som starter på deres hurtige Super Sport- og Super Bike-maskiner, og at der bliver kørt stærkt, kan man ved selvsyn opleve. En veltrimmet racermotorcykel letter oftest forhjulet, når der accelereres ud af svingene, og inden de bedste kørere skal bremse for enden af Padborg Parks 700 meter lange langside, har de været oppe på 250 km/t.


Der vil blive kørt tæt i Zenergy Super Challenge, når klassen for første gang i denne sæson kører på Padborg Park
(Foto: Morten Alstrup)

To af tidens bedste kørere er Simon Tirsgaard, Horsens, og René Prang, Kjellerup. De kører på henholdsvis en tysk BMW og en amerikansk EBR i Super Bike-klassen, og i de hidtil kørte afdelinger af løbsserien har de hver gang kæmpet intenst om sejrene. Simon Tirsgaard har hidtil kunnet trække sig sejrrig ud af duellerne, men flere gange har René Prang takket være sine fænomenale starter været i front. Endnu mangler han dog den første sejr i Zenergy Super Challenge.

Men Simon Tirsgaard og René Prang bliver sikkert ikke ene om at kæmpe om sejren blandt Super Bike-kørerne. Ulrik Døssing Nielsen, Kjellerup, er til denne sæson skiftet til en italiensk-bygget Ducati, der er motorcyklernes svar på Ferrari. Debuten med den italienske maskine forløb ikke uden problemer, men hvis teknikken spiller, så har Ulrik Døssing Nielsen rutinen og farten til at blande sig helt i toppen.

Feltet i Zenergy Super Challenge tæller også en gruppe for Super Sport-maskiner, og den klasse er om noget endnu mere spændende og alsidig.


Accelerationen er voldsom. Her er det Mikkel Bjerg, der løfter forhjul på sin Suzuki. For enden af Padborg Parks langside når de hurtigste kører 250 km/t
(Foto: Morten Alstrup)

Årets fem hidtil kørte løb er endt med tre forskellige vindere, men stadig er John Høj, Hornslet, en klar favorit. Han har i en årrække været landets hurtigste på en 600 cm3-motorcykel, men han kan forvente modstand fra en bred front fra kørere som eksempelvis Morten Overgaard, Jyderup, og Mikkel Bjerg, Skjern.

Zenergy Super Challenge kører et løb lørdag og to løb søndag ved Midsommerløbet, hvor programmet fuldendes af løb for de historiske bilklasser samt Danish Endurance Championship.

Driftsforeningen Padborg Park

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 28/06/15 - Padborg Park - Super Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde