Danish Supertourisme Turbo   22/06/15

Racerveteranen Henrik Lundgaard fik sejr i comebackår
Den tidligere Europamester vandt Danish Supertourisme Turbo på Ring Djursland
Ring Djursland var i weekenden vært for fjerde afdeling af den nye løbsserie Danish Supertourisme Turbo, hvor en række af dansk bilsports unge og lidt ældre navne kæmper i identiske biler. En af veteranerne er Henrik Lundgaard, Hedensted, som til denne sæson har gjort comeback efter flere års pause, og at han ikke helt har glemt sit gamle håndværk, viste han ved at vinde det afsluttende løb for sit gamle team, Perfection Racing Europe.

Sejren i det afsluttende løb var kulminationen på en opadgående formkurve gennem hele weekenden.


Henrik Lundgaard kom på Ring Djursland tilbage i vindernes rækker.
(Foto: Morten Alstrup)

Henrik Lundgaard var sluttet som firer i Super Pole-konkurrencen. Han kørte sig en plads op til en tredjeplads i første heat, blev toer i næste heat, inden han gjorde det en tand bedre i det afsluttende løb. Her førte den tidligere Europamester i rally fra start, men ret hurtigt blev han presset af Johan Jokinen, København, som på femte omgang gik i front, inden han dog måtte køre i pit for at afsone en stop-and-go-straf for tyvstart.

Henrik Lundgaard kom herefter atter tilbage på førstepladsen, og selv om han også skulle i pit for at afvikle det obligatoriske dækskifte, der er en del af afviklingsformatet i Danish Supertourisme Turbo, betød hans sene pitstop, at han kunne genoptage løbet på førstepladsen – en førsteplads, som han holdt til mål.

En kører, som leverede et godt avancement i finalen, var Mikkel Mac, Helsingør, som fra en syvendeplads på første omgang kørte sig frem gennem rækkerne og sluttede som toer lige foran Michael Outzen, Odense, der dog kunne udbygge sin føring i mesterskabet.


Ole Petersen (th) var også en af sejrsherrerne i Danish Supertourisme Turbo.
(Foto: Morten Alstrup)

Udover finalerunden blev der også kørt to indledende heats i Danish Supertourisme Turbo. Her førte Kevin Rossel, Vejle, det første, men måtte overlade føringen til Frederik Mortensen, Fredensborg, som holdt den til mål, mens Ole Petersen, Bredebro, førte andet heat fra start til mål.

Næste løbsarrangement på Ring Djursland bliver banen 50-års jubilæumsløb den 15.-16. august, hvor hovedattraktionen bliver AutoMester Danish Thundersport Championship.

Fonden Ring Djurslands Motorsport

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 21/06/15 - Ring Djursland - Danish Supertourisme Turbo

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde