SportsCar Championship   19/03/15

Jan Magnussen vil vinde endnu en amerikansk klassiker
Jan Magnussen går efter sæsonens anden sejr, når han sammen med holdkammeraterne Antonio Garcia og Ryan Briscoe stiller op til det legendariske 12 Hours of Sebring i Florida denne weekend.

Et halvt døgn med speederen i bund er hvad der venter Jan Magnussen og holdkammeraterne fra Corvette Racing i denne weekend. Det legendariske amerikanske 12 Hours of Sebring skydes i gang lørdag formiddag lokal tid, og efter en bragende debut på Daytona International Speedway i januar, går danskeren målrettet efter TUDOR-sæsonens anden sejr.

– Jeg har deltaget i alle 12-timersløb på Sebring siden 1999, og det er et fantastisk event, som jeg altid glæder mig utrolig meget til, lyder det fra Jan Magnussen.

– Løbet er et af sæsonens allerhårdeste, både på grund af længden, men også fordi banen er opført på resterne af en tidligere militærlufthavn og derfor er meget rå og ujævn og skifter mellem forskellige underlag. Det stiller store krav til materiellet at køre på Sebring, men netop dét er med til at gøre løbet spændende.

Jan Magnussen er tilfreds med resultaterne af forrige weekends test på Sebring International Raceway. Danskeren fik kørt en masse omgange i den gule Corvette C7.R #3, og han mener, at både bil og team er i form til at tage endnu en sejr.

Konkurrenterne i GTLM-klassen hedder Porsche, BMW, Aston Martin og Ferrari, så der bliver som altid kamp til stregen i den amerikanske klassiker.

– Vi har farten og momentet, og en sejr på Sebring som opfølgning på vores triumf på Daytona vil være suverænt. Lige nu er det ikke andet at sige, end at vi bare skal fortsætte det arbejde, vi udførte på Daytona.

Jan Magnussen og holdkammeraterne er tilbage i bilen torsdag, hvor forberedelserne til 12-timersløbet indledes med de første træningssessions. Kvalifikationen i GTLM-klassen er sat til fredag eftermiddag.

Det er næsten 60 år siden, den første Corvette blev indsat i 12 Hours of Sebring. Corvette Racing debuterede imidlertid først i løbet i 1999, men siden da har teamet vundet hele otte sejre i henholdsvis GT1- og GTLM-klassen – fire af gangene med Jan Magnussen bag rattet.

Sidste år sluttede Jan Magnussen på en skuffende 8. plads efter at tekniske problemer satte hans Corvette ud af drift for en stund. Året før udgik danskeren helt fra løbet, og vi skal således tilbage til 2009, som var det seneste løb med succes for racerkøreren.

Med pokalen fra Daytona i tasken fører Jan Magnussen og holdkammeraterne i Corvette C7.R #3 TUDOR-mesterskabet blandt kørerne, ligesom Corvette Racing og General Motors fører henholdsvis team- og konstruktørmesterskabet.

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Sebring
  • 21/03/15 - Sebring - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk