Formel 1   15/03/15

Same procedure as last year...
Dobbeltsejr til Mercedes i Australien
Overraskelserne udeblev i Melbourne, hvor Lewis Hamilton cruisede sig til en sikker sejr foran Nico Rosberg. Drama var der sådan set nok af, men af den slags der ikke højner kvaliteten. Gode dueller var der til gengæld ikke mange af.

I løbet af vinteren blev det diskuteret om det var ok at stille med kun 18 biler i Formel 1 feltet. Bernie Ecclestones evige mantra var, at det var bedre med ti biler, der var konkurrencedygtige end 24 hvor nogle bare var der for at fylde feltet op. Virkeligheden er ikke helt så sort/hvid som Ecclestone ofte ville ønske. I Australien var vi både tæt på de ti og på de tyve biler.

De tyve biler var vi tæt på fordi det genopståede Manor (tidligere Marussia) dukkede op med to biler og to kørere. Desværre gav det udtrykket "tabula resa - en blank tavle" - en ny betydning. Deres hardware var blevet slettet i forbindelse med det forestående konkurssalg. Uden sofftware installeret kunne bilerne ikke køre - teknikerne arbejdede på højtryk, men det endte med at Manor aldrig kom ud at køre. Så var der 18 biler.

Det var der så bare ikke alligevel, for finske Valtteri Bottas havde fået ondt i ryggen og måtte melde afbud. Så var de 17. På vej fra pitten til gridden faldt yderligere to fra. Kevin Magnussen i McLaren-Honda fik ikke noget løb alligevel fordi Honda motoren ville demonstrere at den var sej nok til at ryge. Som altid med rygning, så ser det måske lidt cool ud, men det forkorter livet. Kvyat fik problemer med gearkassen og kunne heller ikke nå frem til gridden. Så var de 15.

Med denne minimerede grid, startede Formel 1 sæsonen 2015 så. En sæson, der allerede på forhånd har givet anledning til bekymring - skal man bruge et helt år på at leget fang Mercedes - ville det bare være en genudsendelse af 2014? Med den forskel at Mercedes selvfølgelig har udviklet på motoren og gjort den endnu bedre! De to Mercedes racere summede som forventet afsted og efterlod alle andre bag sig.

Lidt bremsen og lidt kædereaktion gennem de første på sving førte til kontakt mellem forskellige biler og sendte Pastor Maldonado i barrieren, Grosjean i pit og Raikkonen en flok placeringer baglæns. Maldonados bil kunne ikke køre mere og Grosjeans kom aldrig ud fra pitten igen. Så var de 13. Og disse 13 skulle så give os et Formel 1 løb.

Ganske symptomatisk var den måske bedste duel, den mellem Perez og Button. Efter uheldet på første omgang kom der SC på banen. Perez kom til at overhale Ericsson under denne periode og måtte efterfølgende give ham pladsen tilbage - det betød at han også måtte lade sig passere af Button, der lå mellem dem. Så nu var Perez bagerst, mens Ericsson hurtig kom forbi Button, der så var næstsidst. Det var så herfra de to havde løbets bedste duel.

Yderligere to faldt fra inden det ternede flag. Først var det Max Verstappen, hvis bil også ville til at ryge. Han parkerede pænt og artigt ved indkørslen til pitten. Raikkonen var den sidste der måtte udgå. Hans løb var allerede lidt ødelagt af at falde tilbage på første omgang. Efter at have kørt længe bag Ricciardo, var han gået i pit og dette første pitstop, havde ikke været den store succes. Det venstre baghjul drillede og det kostede tid. Ved andet pitstop ville historien have gentaget sig, hvis ikke det var fordi de kom til sende den stakkels mand afsted, inden venstre baghjul var ordentlig fastgjort. Så det kostede ikke rigtig tid ved pitstoppet, det kostede bare resten af løbet. På det tidspunkt lå finnen på 5. pladsen og kunne muligvis have truet Massas 4. plads.

Kampen om 3. pladsen var blevet afgjort til Vettels fordel, på den måde alt for meget bliver afgjort. Massa havde haft 3. pladsen på gridden og lå på placeringen ind til pitstoppet kom. Her lykkedes det for Vettel at komme ud foran sin brasilianske konkurrent. Og så var det afgjort.

I front for løbet kom Rosberg nu og da og ved festlige lejligheder tættere på en to sekunder, men det varede som regel ikke længe, før Hamilton svarede igen og demonstrerede at han altså havde et overskud Rosberg ikke havde.

Hos Sauber var der liv og glade dage. Ericsson lå lidt tilbage i starten, men kørte sig fremad, mens debutanten Felipe Nasr fik sparket bilen godt fremad og allerede i starten lå på en 5. plads. Det var kun Raikkonen der ændrede lidt på dette, men da finnen jo måtte udgå, var Nasr tilbage på 5. pladsen, og der blev han. Ericsson endte på en fornem 8. plads. Mellem dem kom Daniel Ricciardo der ikke gjorde meget væsen af sig, i en bil, der desværre ikke længere var camoufleret, men ordinær Red Bull farvet. Hülkenberg fik skubbet sin Force India ind på 7. pladsen uden at imponere, mens Perez fik 10. pladsen. Force India ser klart ud til at være røget lidt baglæns i feltet og kan nok være ganske glade for Lotus' problemer. To Lotus biler, en Williams og en Ferrari - hvis de fire havde været der, havde de i den grad holdt Force India ude af pointene.

Carlos Sainz jr. var en anden debutant - han blev nr. 8 og selvom han, ligesom Force India, nød godt af andres manglende succes, var det alligevel en godkendt debut. Tilbage er der kun manden på 11. pladsen, Jenson Button - to omgange efter Hamilton. Sjovt har det nok ikke været, men motoren holdt dog hele vejen hjem. Når man klarer sig dårligt, skal man huske at glæde sig over de små succeser. Men tilfredsstillende var det ikke for en tidligere verdensmester i en af de mest vindende biler, at bliven nr. sidst. Det kan godt være at Hondas motor er ny, men derfor havde den ikke behøvet at være sløv. Set positiv - det kan da kun frem!

Sæsonen er i gang, selvom det faktisk ikke helt føles sådan. Der er plads til forbedringer, på mange felter - og hos mange teams. Hvis ikke de kommer, så er der langt til Abu Dhabi!

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Albert Park
  • 15/03/15 - Albert Park - Formel 1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde