Formel 1   03/03/15

Tilfældighedernes spil for McLaren
Som det må være de fleste bekendt, starter den ene McLaren racer med Kevin Magnussen bag rattet, ved sæsonpremieren på Albert Park om 12 dage, i stedet for bilens forventede fører Fernando Alonso. Men Kevin Magnussen kommer til Australien med et minimum af køretid i bilen.

For snart et år siden kom navnet Kevin Magnussen på hele danmarks læber, da han kørte sig til en podieplads ved sit første "rigtige" racerløb - et Formel 1 løb på Albert Park. Samme bane hvor han om 12 dage skal starte som stand-in for den tidligere verdensmester Fernando Alonso. Han kørte, og kører, på hold med Jenson Button - en anden tidligere verdensmester. Ved løbet sidste år gjorde Kevin Magnussen hvad han gør bedst: satte sig i bilen og kørte for at få det bedst mulige ud af bilen. Det må være noget han har lært et eller andet sted.

Det samme skal han gøre om 12 dage, sammen med Jenson Button. Og ca. 22 andre kørere.


Kevin Magnussen
(Foto: Mclaren)

Bilerne som Kevin Magnussen og Jenson Button skal køre i, McLaren-Honda MP4-30, er bygget op omkring 2014 udgaven, med ny aerodynamik og en ny hybrid-motor skabt af Honda. Bilens første rigtige test var i starten af februar på Jerez. Og det var det så alligevel ikke, da de to biler ført af Jenson Button og Fernando Alonso, fik tilbagelagt samlet 79 omgange på 4 dage. Noget de fleste andre teams fik kørt på én dag. De 2 første dage blev kun kørt 6 omgange hver dag. "Installations-omgange" for at se om bilens systemer i det hele taget virker. Det gjorde de ikke.

Den efterfølgende test på Catalunya gik noget bedre, men de samlede 124 omgange er stadig under hvad nogle teams gennemførte på én dag. Og som bekendt var det her at Fernando Alonso på sidste dagen kom ud for et grimt møde med en mur, da han var uheldig at miste vejgrebet, muligvis som et uheldigt sammenfald af astroturf og mindsket down-force grunden sidevind.

Sammenstødet gav Fernando Alonso en hjernerystelse, hvilket man helst ikke skal have for mange af, og specielt ikke inden for kort tid. Derfor bliver Fernando Alonso holdt ude af bilen ved pre-sæsonens sidste test, der også foregik på Catalunya, og måtte overdrage rattet til Kevin Magnussen.

På Catalunya var der igen problemer. Denne gang startende med en læk i hydraulikken, og første test-dag er ovre for Jenson Button før den kom igang. Egentligt skulle Kevin Magnussen have brugt anden test-dag i bilen, men den blev overdraget til Jenson Button, der må formodes at have mere brug for den. Derfor fik Kevin Magnussen kun én dag med bilen, hvor det desværre kun blev til 39 kørte omgange. For Jenson Button blev det til 138 omgange på de tre dage han havde bilen. 101 omgange den ene dag, før han blev stoppet af problemer med bilen.

Vi skal her lade være at juble over at Kevin Magnussen på de 39 omgange satte en hurtigere tid end Jenson Button. Der er så mange andre omstændigheder der spiller ind på tiderne. Selv om det var på tilsvarende dæk, og endda i køligere vejr.

Heldigvis føler Kevin Magnussen at bilen allerede er meget mere forudsigelig og nemmere at køre end sidste år.

Der mangler dog hastighed, og selvfølgelig stabilitet i motoren.

McLaren ligger stadig nede som femte team, når vi umiddelbart sammenligner tider med de andre hold. Samme utilfredsstillende sted som vi fandt dem sidste år. Ikke mindst utilfredsstillende for McLaren, der selvfølgelig går efter at være de bedste. Men selvfølgelig også utilfredsstillende for Fernando Alonso, der blev lokket over til det kommende verdensmesterhold, fra hvad han åbenbart så som et tidligere verdensmesterhold. Fernando Alonso er dog ikke kendt som en der bare opgiver når han først sidder bag rattet, så vi skal nok se ham kæmpe for hver placering. Og vi skal nok også få ham at se på podiet. Bare ikke på Albert Park. Der ser vi helst Kevin Magnussen. Igen.

Kevin Magnussen har været gennem mange op- og nedture det sidste år, og fortjener opbakning for hans tålmod og stålsatte vilje. Og det er nok netop hans tålmodighed der i sidste ende vil give bonus. Hvis han kan få kørt en halvsvag McLaren op i den bedste femtedel, og helst foran en anden McLaren, vil han stå endnu stærkere til fremtiden.

MRR


Læs mere om:
  • Kevin Magnussen
  • 15/03/15 - Albert Park - Formel 1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde