DM Rally   01/11/14

Guldholdet fra Roskilde klar til weekendens rallyfinale
Når man som forsvarende Danmarksmester i en forældet rallybil får chancen for en god byttehandel, skal man kende sin besøgelsestid.
Dét gjorde Tim Svanholt fra Roskilde, som derfor udskiftede vinderbilen fra i fjor med en nyere version - en specialtunet Mitsubishi Lancer Evo X - for at være bedre rustet til opgøret med de to hurtigste konkurrenter og tidligere DM-vindere Christian Jensen, Ans, og Ib Kragh, Juelsminde i henholdsvis Peugeot 208 T16 og Peugeot 207 Super 2000.

Problemet var blot, at Tim Svanholt og hans team fik den nye bil halvandet døgn før starten på semifinalen, og fik derfor ikke tid til at trimme bilen optimalt.

- Resultatet var desværre en afkørsel, så vi måtte køre hjem uden point, og dermed er vi uden chance for at nå de to Peugeot-hold, så vi må i stedet satse på at vinde bronze, understreger en nøgtern Tim Svanholt.


Tim Svanholt og Carina var flyvende i den nye Mitsubishi i den foregående DM-runde og satser på at sikre sig en plads på sejrspodiet i weekendens finaleløb

Efter at have fået udbedret skaderne på bilen; et afrevet hjulophæng, en perforeret gearkasse og bulet karrosseri, er bilen klar til finalen.

- Desuden har der været tid til at gå bilen grundigt igennem og justere undervognen sådan, som jeg vil have den, så vi bør kunne gøre os bedre gældende i weekendens Danboring Rally Denmark ved Ans, tilføjer Tim Svanholt.


Valget af dæk kan få afgørende betydning for udfaldet af weekendens slutopgør, men Tim Svanholt og hans serviceteam har en god fornemmelse af, hvad der skal til

Inden uheldet i den forrige DM-runde var han og co-driver Carina Møller på trods af den nye bils mangler immervæk på en samlet tredjeplads, så med de nævnte justeringer forventer han at kunne byde Peugeot-holdene på kvalificeret modstand.

Ved forrige weekends Internationale Racing Festival i Roskilde fik han kørt et halvt hundrede kilometer i rallybilen, og det efterlod et klart indtryk af at bilen nu er, som han vil have den.


Tim Svanholt og Carina Møller gav til stor begejstring for prins Joachim og lilleprinsen Henrik en forrygende tur i den heftige rallybil

I forbindelse med festival-kørslen kørte han i øvrigt en tur i rallybilen sammen med prins Joachim og dennes lille søn Henrik - og til stor fornøjelse for begge.

- Især da bilen med knaldende og ildsprudlende udstødning slidede sidelæns rundt i svinget ved banens vendepunkt, fastslår Tim Svanholt, som i alt fik kørt omkring 450 kilometer ved ture med betalende motorsportsfans.

Fredag og lørdag gælder det DM-finalen i Jylland med 21 hastighedsprøver.

- Det bliver et sprintbetonet opgør, for prøverne er korte, fra 4,3 til 8,4 kilometer, så der skal køres med fuld fart fra første til sidste meter, men vi er klar - også til sæsonen 2015, hvor vi satser på at få endnu mere ud af den nye bil, slutter Tim Svanholt.


Læs mere om:
  • Bjerringbro
  • 01/11/14 - Bjerringbro - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde