DTC   01/10/14

Som brødre vi dele - Nicholai og Martin delte andenpladsen
DTC - Danish Thundersport ChampionshipI den sidste september-weekend sluttede den første sæson i Auto-G Danish Thundersport Championship for Nicholai Eberhard og Martin V. Jensen. På FDM Jyllandsringen var de for sidste gang i denne sæson til start i FP Racings sorte og orange Ford Mustang-biler, og finalen markerede afslutningen på et lærerigt debut-år i superliga-klassen, som bød på alle facetter af motorsporten. Brødreparret gjorde det så godt, at de endte med at dele andenpladsen i rookieklassen for debutanter.

”I betragtning af, at jeg ikke har kørt mere, så er jeg blevet treer i U21-mesterskabet, og jeg endte á point med min bror i rookie-mesterskabet på en andenplads, så vi kan kun gå herfra med en positiv indstilling til næste sæson,” siger Martin V. Jensen, der var den af de to, som samlede flest point fra weekenden på FDM Jyllandsringen. Også i det generelle mesterskab gnubbede de to brødre skuldre. Nicholai Eberhard og Martin V. Jensen var adskilt af blot tre point på henholdsvis trettende- og fjortendepladsen. Men afslutningen kunne godt have været bedre.


Martin V. Jensen

”Det var vist den ringeste løbsweekend, jeg har haft. Nogensinde. I hvert fald i DTC, men sådan er det bare nogen gange,” fortæller Nicholai Eberhard. Problemerne begyndte i første sving i første løb. ”Her var der kaos, og jeg ramte Jan Magnussens bil, så jeg måtte udgå, fordi jeg ødelagde noget af mit styretøj.”

Mekanikerne fik dog repareret bilen, så den var klar til det næste løb.

”Jeg skulle starte andensidst og fik kørt mig op som nummer otte. Jeg var egentlig ikke så langt fra nummer syv, men så fik jeg lige et puf af John Nielsen og måtte ned som tolver igen,” siger Nicholai Eberhard, der sluttede som tolver, og som i finalen endte på niendepladsen.

Mens Nicholai Eberhard fik sine problemer i første løb, startede de for Martin V. Jensen allerede i træningerne.

”Jeg fik 4-5 omgange i bilen, mens så var tandstangen gået løs, så jeg pludselig ikke kunne dreje bilen,” siger han. ”Jeg endte med at måtte en tur i sandkassen, men jeg fik også en straf for at have overhalet i gul flagzone, så jeg skulle rykke tre pladser tilbage på startstregen. Så selv om jeg kvalificerede mig som 13’er, skulle jeg starte som nummer 16.”


Nicholai Eberhard

Også i det første heat var han uheldig. Nærkontakt med en teamkammerat udløste en straf, som sendte ham tilbage på 15. pladsen, men i de to efterfølgende løb gik det fremad. Her blev det til en tiende- og en niendeplads.

”Det er okay, for jeg synes, at vi har fået god speed i bilen, og vi har fået vist, at vi er med, hvor vi skal være, men vi mangler lige de sidste tiendedele for at det er helt sjovt,” siger Martin V. Jensen.

Selv om sæsonen i DTC-serien er overstået, er raceråret endnu ikke helt slut for Nicholai Eberhard og Martin V. Jensen. De er klar til at kæmpe i en Peugeot Spider ved finalen i Danish Endurance Championship på Padborg Park i den første weekend af oktober.

HM Racing


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 28/09/14 - Jyllandsringen - DTC

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk