1600 Challenge   23/09/14

Afgørelsens 2 x 15 minutter er kommet
Efter en intens efterårssæson er afgørelsens time kommet i Yokohama 1600 Challenge.
Den 7. og sidste afdeling af dette års mesterskab skal køres på FDM Jyllandsringen i den kommende weekend, og hele 23 kørere har indtil videre tilmeldt. Derved er vi indtil videre klassen med flest deltagere til denne løbsweekend.

Morten Jespersen har i den nye Peugeot 208 ført DIF Danmarksmesterskabet an siden sæsonens allerførste løb tilbage i april måned. Der har dog været masser af pres på bagfra, især fra den nærmeste forfølger, Ole Petersen.

Det er nu lykkedes Jespersen at få skabt et så stort forspring til Petersen, at han ligger rigtig lunt i svinget til at kunne sikre sig mesterskabet, hvorimod Petersen har ryggen mod muren. Hvis bare at Morten slutter 1 af løbene som 4’er eller højere, har han sikret sig mesterskabet. Men måske er det slet ikke nødvendigt, da Ole SKAL vinde begge løb – ellers kan han ikke opnå nok point til at fraviste 1. pladsen fra Morten uanset Mortens resultater i løbet af weekenden.

Der er masser af kamp om 3. pladsen, hvor 3 kørere stadig har medaljechancer. Jonas Lynge, Dennis Bannergaard og Karsten Olsen har alle mulighed for at tage bronzemedaljen. Før weekenden er det Lynge som ligger forrest, men han har ikke råd til at smide ret mange point til især Bannergaard, som ligger kun 4 point bag ham, når man fjerner de 2 dårligste resultater, som reglementet dikterer. Olsen skal hente lidt flere point, men de 2 andre skal stadig være på vagt.


Karsten Olsen (9) og Jonas Lynge (56) ligger i direkte kamp om 3. pladsen i DIF Danmarksmesterskabet. Hvem slutter forrest?
(Foto: CN Photo)

Rookiemesterskabet blev afgjort allerede sidste gang på Padborg Park – eller det vil sige førstepladsen, som blev vundet suverænt af Ole Petersen. Derimod er der stadig masser af kamp om 2. og 3. pladsen, hvor Andreas Top Jensen og Brian Johannesen sæsonen igennem har duelleret. Nogle weekender har den ene været hurtigere, mens modparten har scoret flere point i den efterfølgende. Men også Niklas Voetmann og Mads Hedegaard Frederiksen ligger på lur, hvis nogle af de foranliggende har en marreridtsweekend.

Oldboysmesterskabet kan ikke blive mere spændende end det er før sidste afdeling. Carsten Rasmussen og Michael Scharstein ligger med samme pointantal på 1. pladsen, med Carsten pt. i front pga antal sejre. Men begge har vundet løb i sæsonen, så det bliver med sikkerhed en tæt dyst denne weekend.


Andreas Top Jensen (84) har de bedste kort på hånden i kampen om 2. pladsen i Rookiemesterskabet, men Brian Johannesen ligger ikke ret langt bag.
(Foto: CN Photo)

Kampen om 3. pladsen står mellem Jimmy Bob Søgaard Jensen og Rudi Larsen. Den sidstnævnte havde en frygtelig weekend på Padborg Park sidste gang, hvor han slet ikke scorede nogle point. Så han har 6 point at hente, men han har den fordel at han har 2 sejre i Oldboysmesterskabet, mens Jimmy Bobs bedste placeringen er en 2. plads fra Ring Djursland.

Når vi kigger på succesballasten, bliver mesterskabsfavorit Morten Jespersen den tungeste mand med hele 90kg, mens Ole Petersen og Jonas Lynge kan nøjes med 60kg. Andreas Top Jensen får 40kg med, Niklas Voetmann 20kg, og Tue Nielsen skal have 10kg i passagersædet.

Eller – det vil faktisk sige at Steffen Petersen bliver tungeste mand. Han kommer nemlig på visit til finaleløbet, og tog 2 sejre tidligere i sæsonen på Ring Djursland, ved hans seneste besøg i klassen. Derved skal han have 100kg med i bilen.

Mikkel Jespersen, lillebror til Morten Jespersen, kommer også tilbage til klassen, som han også kørte i gennem 2012 og 2013 sæsonerne. Denne sæson har han kørt Rallycross i en Renault Clio 2 Super2000, hvor han opnåede en 4. plads i Danmarksmesterskabet. Da det er første gang at han kører i Yokohama 1600 Challenge, og det er efter 1. august, skal han have 30kg ”efterårsballast” med. Han stiller op i en Citroen Saxo VTS, som tidligere på sæsonen blev kørt af Tue Nielsen.


Michael Scharstein (58) har samme pointantal som Carsten Rasmussen i Oldboysmesterskabet, så enhver placering er vigtig. Her ses han i generel kamp med Mads Hedegaard Frederiksen (44) og Karsten Olsen (9) m.fl.
(Foto: CN Photo)

Sidst men ikke mindst skal Steffen Larsen have 10kg med. Men ikke i den hvide Peugeot 207 som han kørte i ved Grand Prix Danmark. Han stiller nemlig op i en sort Peugeot 106 GTI, som tidligere er blevet kørt af bl.a. Henrik Mikkelsen og Jens Jensen. Faktisk var det en af bilerne som han kæmpede imod, da Steffen vandt Danmarksmesterskaberne i klassen tilbage i 2003 og 2004. Han siger selv at han har drømt om at køre i den lige siden, da den var super hurtig dengang med bl.a. 4 Pole Positions. Så det bliver spændende at se om den stadig er ligeså hurtig, da den ikke har deltaget i noget løb siden efteråret 2009.

Derfor er der lagt op til masser af spændende ræs hele weekenden hele vejen gennem feltet, uanset om folk ligger i mesterskabskamp, eller om de bare er ude og hygge sig en sidste gang i 2014.

Tidsplanen for den kommende weekend er følgende:

Lørdag 27. september
Træning - 09.30-09.50
Kvalifikation - 13.00-13:20

Søndag 28. september
Løb 1 - 11.35-11.55 15 min. + 1 omgang
Løb 2 - 16.25-16.45 15 min. + 1 omgang

Kørerforeningen Gr. N
Yokohama 1600 Challenge

JJ Media


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 28/09/14 - Jyllandsringen - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde