SportsCar Championship   22/09/14

Michael Christensen scorede endnu en podieplacering
i TUDOR-serien i weekendens løb på Formel 1-banen i Texas
Efter en succesfuld test af Le Mans-raceren, Porsche 919 Hybrid, på den franske Formel 1-bane Magny-Cours i forrige uge, blev det til en tredjeplads i GTLM-klassen for Michael Christensen og hans amerikanske makker Patrick Long. Løbet, der var tiende afdeling af TUDOR United SportsCar Championship, blev lørdag kørt på Circuit of The Americas i USA. Med tredjepladsen deler Porsche føringen i det prestigefyldte konstruktørmesterskab med Dodge, der scorede en 1-2-finish med deres Viper-racerbiler.

Fra startposition tre kørte Michael Christensen løbets første time og 45 minutter, inden han overlod bilen til Patrick Long for den sidste time. De to kørere kæmpede hårdt i de varme og fugtige forhold i den texanske ørkenluft, og med stabile omgangstider og veludført arbejde af pitmandskabet, kunne den dansk/amerikanske duo krydse målstregen på en flot tredjeplads, lige efter den vindende Viper-duo.


(Foto: Porsche PR)

”Vi havde en virkelig god racerbil, og det var en stor belønning at slutte på podiet. Konkurrencen i GTLM-klassen er utrolig tæt, og det er de berømte små marginaler, der til sidst ofte ender med afgørende betydning,” fortæller Michael Christensen.

Efter en fænomenal start på løbet, bragte danskeren den hvide Porsche 911 RSR fra Porsche North America i spidsen af GTLM-feltet, og føringen blev kontrolleret helt frem til kørerskiftet. Her lykkedes det Dodge-teamet at udnytte en periode med sikkerhedsbilen til deres fordel, hvilket betød et skift i de forreste placeringer.


(Foto: Porsche PR)

”Det er den slags, du ikke kan planlægge i et løb. Pitten var simpelthen lukket, da jeg kom fordi, og vi måtte vente én omgang, hvilket reelt kostede os føringen. Men generelt er resultatet positivt for os og teamet, da vores tredjeplads betyder, at Porsche holder fast i føringen i konstruktørernes mesterskab. Det er en tæt kamp med Dodge, der først vil blive afgjort i det sidste race, Petit Le Mans, den 4. oktober,” slutter Michael Christensen.

Thomas Wulff


Læs mere om:
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Circuit of the Americas
  • 20/09/14 - Circuit of the Americas - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde