Danish Endurance Championship   10/09/14

Årets mest udfordrende løb køres på lørdag
DEC - Danish Endurance ChampionshipPadborg Park er vært for et fem timers langt endurance-løb
Der bliver masser af udfordringer for deltagerne, når Padborg Park i den anden weekend af september tager hul på sin efterårssæson. I weekenden køres årets SuperDæk Padborg Prix, og her tegner specielt lørdagen til at blive en hård oplevelse for deltagerne. I hvert fald for dem, som deltager i Danish Endurance Championship.

Årets tredje afdeling af den danske serie af Le Mans-løb bliver nemlig den længste. Intet mindre end fem timer skal holdene kæmpe om at tilbagelægge flest omgange på Padborg Park, og det kan godt gå hen at blive en prøvelse. Selv om der er flere chauffører på hver bil i feltet, så kræver det god koncentration, hvis man ikke skal undgå dyre fejl undervejs, ligesom de mekanikerteams, der er tilknyttet hver racerbil, også skal være i stand til at arbejde hurtigt, når der skal tankes, skiftes dæk og eventuelt foretages reparationer.

En lille forsmag på det arbejde og de dramaer, som udspiller sig i pitlane, har publikum mulighed for at få ved årets SuperDæk Padborg Prix. Når tidtagningen er overstået, arrangeres der en såkaldt pitwalk, hvor tilskuere i alle aldre kan komme ind i pitten, snakke med kørerne og se mekanikerne klargøre bilerne, inden det gør løs.


Denne Peugeot Spider med Peter Normann og Henrik Bollerslev hører til blandt favoritterne
(Foto: Morten Alstrup)

Blandt favoritter til at vinde det fem timer lange løb for Danish Endurance Championship er Peter Normann/Henrik Bollerslev, Rødkærsbro/Viborg. Holdet stiller til start i en åben Peugeot Spider, og det var netop sådan en bilmodel, som sidste år vandt det tilsvarende løb på Padborg Park.

Der er tre klasser i Danish Endurance Championship, og udover topklassen med de hurtige Ferrarier m.m. er der to klasser for to-liters biler – henholdsvis tunede og ikke-tunede. I den ikke-tunede klasse er det Søren Lauridsen/Anders Tage Jensen/Jesper Bendsen, Skærbæk/Bredebro/Ørbæk, som fører med deres Suzuki Swift, og de vil med en sejr ved SuperDæk Padborg Prix kunne bringe sig et stort skridt tættere et mesterskab.


Johnny Andersen, Frankie Jørgensen og Peter Madsen er et af de toneangivende hold i klassen for tunede to-liters biler
(Foto: Morten Alstrup)

I klassen for de tunede to-liters biler er intet afgjort på forhånd. Her står kampen bl.a. mellem Jan B. Sørensen/Christoffer Blach Petersen/Kristian Jepsen, Thisted/København/København, og Frankie Jørgensen/Johnny Andersen/Peter Madsen, alle Horsens.

Udover Danish Endurance Championship kommer programmet ved SuperDæk Padborg Prix til at omfatte løb for OK Mobil 1 Legend Car Cup, Formel Ford, Syver Race Cup og Yokohama 1600 Challenge.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 13/09/14 - Padborg Park - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde