DTC   01/09/14

Dramatik og dobbeltsejr til Magnussen
DTC - Danish Thundersport ChampionshipTo gange på én weekend: Jan Magnussen vandt også sjette afdeling af Auto-G Danish Thundersport Championship på Jyllandsringen — kampen forløb dog ikke uden dramatik.

En smadret racerbil hindrede ikke Telesikring Racings Jan Magnussen i at gentage lørdagens succes og vinde finalen i sjette afdeling af DTC på Jyllandsringen søndag eftermiddag.


(Foto: Magnussen Racing Experience)

— Det her havde simpelthen ikke kunnet lade sig gøre uden de gutter, vi har i teamet, lød det fra Jan Magnussen.

Med de ord hentydede Jan Magnussen til det reparationsarbejde, som foregik i pitten efter racerkøreren havde været involveret i et harmonikasammenstød kort efter starten på andet kvalifikationsheat.

Mens konkurrenterne drønede forbi, holdt Jan Magnussen stille i første sving med en ødelagt forende – og en modstanders ene hjul på taget!

— Der holdt simpelthen en bil oven på mig, og jeg måtte rykke tilbage, så den kunne glide ned fra taget, forklarede Jan Magnussen.

Racerkøreren satte herefter kursen mod pitten, hvor mekanikerne stod klar til at flå de iturevne dele af bilen, så Jan Magnussen kunne vende tilbage til banen for at fuldføre løbet.

Herefter gik crewet i gang med et imponerende reparationsarbejde, som weekendens gæster hos Telesikring Racing i øvrigt kunne følge fra første parket fra teamets egen tribune foran pitten. I sidste øjeblik meldte chefmekanikeren Camaro #23 klar til finalen, og så var det af sted igen.

Jan Magnussen startede finalen fra femte startposition, kæmpede sig forbi blandt andre Casper Elgaard og Ronnie Bremer og lå så på en andenplads bag norske Marius Nakken, som efter et par omgange måtte vige pladsen for danskeren.

Og selvom bilen på rekordtid var blevet lappet sammen med rå plastikdele og gaffatape, viste Jan Magnussen atter overskud og cruisede en sejr hjem til sit team, som fik masser af ros fra den erfarne racerkører.

— De gutter er fantastiske! De knoklede løs og vendte noget virkelig håbløst til en sejr, og jeg er utroligt stolt af at have så dedikerede folk omkring mig, lød det fra Jan Magnussen.


(Foto: Magnussen Racing Experience)

For Patrick Egsgaard, Telesikring Racings unge talent, blev sjette afdeling af Auto-G Thundersport Championship en blandet fornøjelse.

— Det startede godt med sjetteplads i første kvalifikationsheat. Det var to pladser bedre, end jeg startede, og jeg holdt mig udenfor problemer og kørte et rent løb, lød det fra Patrick Egsgaard.

Men herefter gik det voldsomt nedad bakke for den 19-årige esbjerggenser, som i andet kvalifikationsheat røg af banen første sving efter den kaotiske start, hvor altså også Jan Magnussen kom i problemer.

Heller ikke finalen formåede Patrick Egsgaard at fuldføre, da han i samme sving fik et ikke så venligt puf af en konkurrent og atter havnede i gruset uden mulighed for at komme tilbage på asfalten.

— Hvis jeg skal sige noget positivt om weekenden, så må det være, at vi hele tiden har haft god fart i bilen. Vi kom i Superpole både lørdag og søndag, men i løbene var jeg knap så heldig, lød det fra Patrick Egsgaard.

— Heldigvis er der to løbsweekender tilbage af sæsonen, og jeg ved, at jeg har farten til at gøre det bedre.

Telesikring Racing


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 31/08/14 - Jyllandsringen - DTC

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde