1600 Challenge   20/08/14

Endelig kom det længe ventede resultat
Dennis Bannergaard, Team Bannergaard Racing, fik den bedst tænkelige start på efterårssæsonen, da Yokohama 1600 Challenge gæstede Ring Djursland til den 4. afdeling af DIF Danmarksmesterskabet.

Forårssæsonen har ikke været det store at skrive hjem om. Jo, der har været masser af fart i bilen, men der har også været en masse DNF udfor Bannergaards navn på resultatlisterne.

Men det blev der for alvor vendt op og ned på i forgange weekend.

Ved det foregående løb på Padborg Park følte Dennis, at motoren ikke trak som den skulle. En måling på rullefelt viste også at det var tilfældet. Derfor har sommerferien stået på udskiftning af motoren, hvorefter moment og hestekræfterne var som det skulle være under motorhjelmen.


(Foto: CN Photo)

Allerede i træningen viste køreren fra Græsted at han var opsat på at vende bøtten her i efterårssæsonen. Han satte nemlig bedste tid af alle kørere på den kuperede bane.

Senere lørdag var det tid til kvalifikationen. Den gule Peugeot 207 med nummer 59 på siden var hurtigt ude af pitten og pressede på allerede fra 2. omgang, hvor bedste tid blev sat, så konkurrenterne havde noget at jage. I alt kørte Dennis 6 ud af 14 omgange indenfor 0,1 sekund af hinanden! Desværre rakte det lige nøjagtig ikke til Pole Position, da en konkurrent kørte marginalt hurtigere. Men 2. pladsen kunne ingen snuppe fra Dennis.

Al kørsel lørdag var foregået i tørvejr, men der var ikke ligefrem tørvejr søndag morgen, da heat 1 skulle køres.

30 minutter før bilerne skulle på banen, kom der en kraftig regnbyge ind over banen, så alle hold fik travlt med at sætte regndæk på bilerne.

Da de 5 lamper slukkede skød den gule Peugeot med Dannebrog på taget hurtigt frem – og heldigvis ikke før lamperne slukkede. Både manden på 1. og 3. pladsen var lige lidt for hurtigt afsted, hvilket betød at de fik en straf. Det betød imidlertid ikke det store for Dennis, som alligevel havde lagt sig i front før afslutningen af første omgang. Herefter så konkurrenterne kun bagkofangeren af ham resten af løbet. Og det kunne de endda have svært nok ved. Det blev nemlig til en sejr på mere end 14. sekunder ned til nummer 2!


(Foto: CN Photo)

En super glad kører kunne endelig betræde podiets allerøverste trin igen, for første gang i 2014. Teamet var også meget tilfredse med at bilen nu endelig kørte som den skulle.

Søndag middag havde vejret skiftet endnu engang. Banen var tørret op, så nu skulle tørvejsdækkene tilbage på bilerne.

Da man vender top 8 skulle Dennis derved starte 8’er. Her blev det til en super 1. omgang hvor det lykkedes at komme op på 5. pladsen, og få omgange senere lykkedes det endda også at erobre 3. pladsen.

Men der var hård kamp i det tætte felt, så placeringerne bølgede lidt frem og tilbage, hvorefter han faldt tilbage på 4. pladsen.

På vej ud af sidste sving på allersidste omgang, var Dennis helt oppe på siden af manden på 3. pladsen. Det rakte lige nøjagtig ikke. 0,031 sekund var differencen da de 2 biler krydsede målstregen – desværre med den gule Peugeot ikke meget mere end en kofanger bagved.


(Foto: CN Photo)

Alligevel er teamet ovenud tilfreds med resultatet. Det lykkedes at hente 7 point ind på den førende i DIF Danmarksmesterskabet. Men noget endnu vigtigere var at det lykkedes den unge kører at avancere adskillige pladser i mesterskabet, så han nu indtager 5. pladsen, med 3 afdelinger tilbage.

Allerede i weekenden 29.-31. august er Team Bannergaard Racing at finde på banerne igen. Denne gang bliver det på FDM Jyllandsringen, hvor det traditionsrige Grand Prix Danmark skal køres. Her skal der 70kg succesballast i bilen – men Dennis Bannergaard vil helt sikkert stadig gøre alt for at tage sin første sejr på banen, hvilket han stadig har til gode.

Team Bannergaard Racing

JJ Media


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 17/08/14 - Ring Djursland - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk