Special Saloon   12/08/14

First Stop SSC indtager Ring Djursland
I weekenden den 16. – 17. august starter efterårssæsonen op for First Stop SSC på Ring Djursland, og det kommer ikke til at gå stille af.

I SP divisionen og i klassen generelt har Claus Christensen været absolut hurtigste mand, men det kan der blive ændret på i weekenden, da Dennis Holbæk har meldt sin ankomst. Dennis Holbæk kører nemlig også Aquila, og det forlyder, at bilen er blevet opdateret ganske meget, så det bliver spændende om han kan følge Claus til dørs eller måske endda køre fra ham. Ligeledes får vi også Hans Henrik Pedersen at se i en Chevrolet Beretta, og han plejer også at være ganske hurtigt på Ring Djursland.


Ingen tvivl om at det er denne vinkel Claus Christensen satser på at de andre deltagere får at se på Ring Djursland
(Foto: Keld Dohm)

Den antalsmæssige største division bliver igen S-GT divisionen, hvor der i skrivende stund er tilmeldt 7 biler. Noget af det, der bliver spændende her er, om det fortsat vil lykkes Mikkel O. Pedersen at holde sig foran Christian Siepmann i mesterskabet. Selvom Christian på Padborg Park med 3 heatsejre viste, at han var divisionens hurtigste, så var det faktisk sådan, at sidst de 2 mødtes på Ring Djursland, der vandt Mikkel 2 af de 3 heats foran Christian, så noget tyder på at det kan blive rigtigt spændende mellem de 2. En anden spændende bil i S-GT er Henrik Moeskjærs BMW med V10 motor. Det er en flot og meget speciel bil, men det er endnu ikke helt lykkedes for Henrik at få den med op i front af feltet.


Henrik Moeskjærs meget specielle og flotte BMW på vej ud på langsiden på Ring Djursland
(Foto: Keld Dohm)

I SS2 divisionen lykkedes det faktisk for Anders Christensen at score flest point sidst First Stop SSC gæstede Ring Djursland, og det bliver interessant om han gentage det kunststykke foran de 2 kombattanter Martin Vedel Mortensen i Opel Corsa og Christian Vejby i BMW 320. I den samlede stilling i SS2 er det netop Martin der fører lige nu, men kun med et forspring på 7 point ned til Christian, så mon ikke vi endnu engang kan forvente tæt ræs mellem de 2.


Selvom Martin Vedel Mortensen her ligger efter Christian Vejby og Anders Christensen, så fører han faktisk i den samlede stilling i SS2
(Foto: Keld Dohm)

Tidsplanen udsendt den 5. august 2014 med forbehold for ændringer ser således ud for First Stop SSC:

Lørdag den 16. august:
Kl 10:00 Træning 15 min
Kl 13:15 Tidtagning 15 min

Søndag den 17. august:
Kl 09:55 Heat 1 18 min + 1 omgang
Kl 12:50 Heat 2 18 min + 1 omgang
Kl 14:30 Heat 3 18 min + 1 omgang

Som sædvanlig er der mulighed for at komme helt tæt på nogen af Danmarks absolut fedeste racerbiler i paddocken, og kørerne glæder sig til at byde velkommen til race i bakkerne.

First Stop SSC
www.specialsalooncar.dk

Keld O. Dohm


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 17/08/14 - Ring Djursland - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk