Formel 3 DE   27/05/14

Nicolai Sylvest sensationelt på podiet i ATS Formel 3 Cup
Nicolai Sylvest kom i weekenden sensationelt på podiet, da det kun 16-årige Team Danmark-talent var til start i anden afdeling af den internationale tyske ATS Formel 3 Cup, der blev kørt på Eurospeedway Lausitzring syd for Berlin.

Selvom han er den yngste – og dermed den mindst erfarende – i hele feltet, skulle det vise sig ikke er være nogen hindring for at være med i toppen, hvor han blev noteret for tre top 6-placeringer – heraf en tredjeplads på podiet.

”Det var en fantastisk weekend,” siger Nicolai Sylvest. ”Det var vildt fedt at komme med på podiet og få en pokal i blot min fjerde weekend som Formel 3-kører.”


Det var den hidtil bedste weekend i Formel 3

Allerede første gang feltet var på banen til træningen, var der tegn på, at noget stort var i vente. Her chokerede HHX-eleven alle ved at sætte tredjehurtigste tid og endda være blot en tiendedel af et sekund fra hurtigste mand. Da det gjaldt tidtagningen, fungerede tingene dog ikke helt for Nicolai Sylvest, som noget skuffende måtte se sig placeret som nummer seks, hvilket blev hans startplacering til heat 1 og 3 af de tre, som skulle køres.


En koncentreret Nicolai Slyvest før starten på Lausitzring

”Jeg analyserede tingene sammen med mit team, som også gav mig en peptalk, så jeg var positiv og klar til at starte første heat, for jeg vidste, at jeg havde farten til at avancere,” fortæller Nicolai Sylvest. ”Jeg fik en god start og var efter den første omgang fremme på fjerdepladsen. Den placering tabte jeg desværre igen, men vi skulle køre 23 omgange, så jeg pressede på. Jeg kæmpede med flere af de andre kørere, vandt en placering og tabte en placering, men da der var tre omgange igen, var jeg kommet op på tredjepladsen, og den placering holdt jeg til mål.”

Næste heat startede han også som sekser, og efter at have mistet en placering i første sving viste Nicolai Sylvest atter sine evner til at være skarp, når dækkene var kolde. Efter første omgang var han rykket to pladser frem og tre omgange senere var han fremme på den fjerdeplads, han holdt til mål. Også tredje og sidste heat fulgte i samme mønster, hvor han støt og roligt arbejdede sig frem fra en startposition som sekser til at indtage tredjepladsen.

”Jeg fik lagt afstand til kørerne bag mig og kom tættere og tættere på køreren på andenpladsen, men pludselig begyndte jeg at miste fart,” fortæller Nicolai Sylvest. ”Det føltes først som om, at motoren ikke ville trække, men senere føltes det om, at de forreste bremser hang lidt.”


Glæden hos mekanikerne var stor da tredjepladsen var i hus

Den unge nordsjællænder faldt tilbage i feltet, men pludselig forsvandt problemerne, så han kunne krydse målstregen på sjettepladsen efter en god afslutning, hvor han undervejs var hurtigst af alle over en omgang.

”Det var super ærgerligt, at jeg ikke kom på podiet igen, men jeg fik trods alt masser af gode point til mesterskabet, hvor jeg indtager en samlet femteplads, mens jeg er treer i Rookie-konkurrencen,” siger Nicolai Sylvest. ”Jeg har valgt at se positivt på weekenden, for jeg ved, at jeg har vist, at jeg har farten og jeg fik da også efterfølgende rigtig mange positive tilkendegivelser for det, jeg har præsteret i denne weekend. Jeg tror også godt, der er nogen, som nu har fundet ud af hvem Nicolai Sylvest fra lille Danmark er…”


Første Formel 3-pokal kom i hus i weekenden på Lausitzring

Teamet kunne efterfølgende konstatere, at Nicolai Sylvest havde ret i sin analyse, da det viste sig, at bilens forreste bremsekreds hang. Nu gælder det næste løb den 6.-8. juni, som køres på Red Bull Ring i Østrig, som bliver lidt af en udfordring for det unge Team Danmark-talent, da han ikke tidligere har kørt på denne bane.”

Jesper Sylvest


Læs mere om:
  • Nicolai Sylvest
  • Lausitzring
  • 25/05/14 - Lausitzring - Formel 3 DE

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk