RCZ   21/04/14

Michael Carlsen klar til nyt Frankrigseventyr
Også i 2014 bliver det de franske baner, som kommer til at danne base for Michael Carlsens motorsportssatsning. Racerkøreren fra Vissenbjerg stiller nemlig atter til start i den franske Peugeot RCZ Cup, hvor det første løb køres i den sidste weekend af april.

”Vi bliver et par og tredive stykker til det første løb,” siger han. ”32 franskmand og så en enlig dansker.”

Sæsonpremieren foregår på Le Mans. Ikke den bane, som anvendes til 24-timers løbet, men et 4,5 kilometer langt baneforløb, som omfatter dele af langdistancebanen.


Michael Carlsen sætter atter kursen mod Frankrig i denne sæson

”Jeg har kørt en gang før på banen. Det var i 2012, hvor jeg vandt Gentleman-konkurrencen og blev nummer ni generelt. Vi har alle dataene til opsætningen af bilen, så den passer til banen, og det bliver rigtig fint,” siger Michael Carlsen. ”Tilbage i 2012 døjede vi lidt med problemer med kræfterne i forhold til vægten, men det problem er løst nu med de ændringer af reglementet, som blev gennemført sidste år.”

”Det er selvfølgelig altid svært at sige, hvor man ligger i feltet, når man ikke har mødt konkurrenterne endnu. Der er kommet mange nye kørere med, og de bedste af de gamle er stadig med i feltet, men jeg føler faktisk, at vi vil kunne være konkurrencedygtige. Det var vi sidste gang på Val de Vienne, hvor vi lå til placeringer som femmer eller sekser i det generelle klassement.”

Tre løb i det franske har Michael Carlsen på sin 2014-kalender.

”Udover løbet på Le Mans tager jeg også et løb på Ledenon-banen den 1. juni, og så drager vi i oktober til Paul Ricard-banen ved Marseilles. Det er en spændende bane, og vejret er jo dejligt ved Middelhavet på det tidspunkt,” siger fynboen, som også forventer at være til start med sin Peugeot RCZ ved det årlige Grand Prix i slutningen af august på Jyllandsringen.

Carlsen Motorsport


Læs mere om:
  • Michael Carlsen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde