ELMS   13/02/14

Dennis Lind skal køre Ferrari i den Europæiske Le Mans Serie
For 15 år siden kunne man i TV Sporten på Danmarks Radio se et indslag, hvor den dengang 6-årige Dennis Lind blev interviewet sammen med sin fætter Kevin Magnussen. De to kørte gokart sammen og ved spørgsmålet om, hvad de rigtig godt kunne tænke sig, svarede Dennis at han godt kunne tænke sig at køre Le Mans, mens fætter Kevin svarede, at han hellere ville køre Formel 1.

Kevin Magnussen har sikret sig et sæde i Formel 1 til sæsonen 2014 og i dag kan Dennis Lind så offentliggøre, at han er kommet et skridt tættere på hans drøm, om at stå som vinder af 24 timers løbet Le Mans.

Dennis, der sidste år blev den hidtil yngste vinder af DTC, har underskrevet en kontrakt, der betyder at det unge talent skal køre en Ferrari 458 Italia i GTC klassen i den Europæiske Le Mans Serie. Bilen bliver indsat i ELMS af AF Corse, det italienske team der i 2012 vandt Le Mans i GTE PRO klassen og i 2012 og 2013 vandt verdensmesterskabet WEC i GTE PRO.


(Foto: Jan Kaiser - DMD)

ELMS har udviklet sig eksplosivt de seneste år og hele 42 biler er tilmeldt serien, heraf de 16 biler i GTC klassen.

Aftalen giver Dennis Lind masser af køretid og erfaring med de store internationale baner, da ELMS i år har udvidet banetiden, således at der i alt er 440 minutters træning, kvalifikation og løb. Løbene er af 4 timers varighed og køres på både tidligere og nuværende Formel 1 baner i Europa. Forud for løbene vil der blive testet på de forskellige baner, så forberedelserne for Dennis Lind bliver ideelle.

Efter en lang vinter i uvished var det en meget glad Dennis Lind, der satte sin underskrift på kontrakten, der betyder at han nu skal køre Ferrari i et stort europæisk mesterskab. ”Alle racerkørere drømmer om Ferrari, så at træde ind i den Europæiske Le Mans Serie med en Ferrari indsat af AF Corse er helt fantastisk. Vi har arbejdet hårdt hele vinteren, for at finde det næste rigtige skridt på vejen mod en karriere som professionel racerkører og min drøm om at vinde Le Mans.

Det er svært at gøre opmærksom på sig selv i international motorsport uden en stor pengepung, til at betale for de bedste sæder, så det tilbud vi har fået her, er en fantastisk mulighed, der giver mig masser af erfaring og profilering de rigtige steder. Så nu fortsætter vi det hårde arbejde med at finde sponsorer, der kan hjælpe med at holde drømmen i live”.

Dennis Lind skal dele bil med Mads Rasmussen, der blandt andet tidligere har kørt sammen med Jan Magnussen i DEC.

I den Europæiske Le Mans Serie kommer Dennis og Mads til at kæmpe mod endnu en Ferrari med dansk besætning, da Dennis’ onkel Jan Magnussen kommer til start i endnu en Ferrari 458 Italia.

”Det er super fedt, at komme til at køre mod Jan igen. Jan er super hurtig og har tonsvis af erfaring i GT biler, så han bliver en rigtig god målestok at have med. Og forhåbentligt kan jeg lære en masse af ham i løbet af sæsonen” siger Dennis Lind om udsigten til igen at komme til at køre mod sin onkel Jan Magnussen, som han også kørte mod de sidste to år i DTC.

Løbskalender Europæisk Le Mans Serie:


1-2. april Paul Ricard Official Test
18-19. april Silverstone
17-18. maj Imola
19-20. juli Red Bull Ring
13-14. september Paul Ricard
18-19. oktober Estoril


Jan Kaiser
DMD | Algade 55, 3. | 4000 Roskilde | Denmark
Tel. +45 4292 1122

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Dennis Lind
  • Team DMD

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde