24H Series   11/01/14

Op- og nedture i bygevis for Perfection Racing
24 timers løbet i Dubai blev en lang kæde af op- og nedture for Perfection Racing Europe. Teamet nåede både at balancere på kanten af overhovedet ikke at komme til start til at føre deres klasse i lange perioder.

Sådan kan langdistanceløb være. Alt kan ske - og gør det som regel. Mange siger, at det er charmen ved den slags løb og det er vel også rigtigt. Men hos Perfection Racing Europe skal løbet lige en smule på afstand, inden nogen vil indrømme det i fuld offentlighed.


Perfection Racing 2'er i klassen i Dubai 24h.
(Foto: Henning Smed)

Teamet begyndte på de høje nagler. Aston Martinen gik som en drøm, både på testdagen og under den frie træning. Men da det virkelig skulle gælde - til kvalifikationen - kom den første nedtur. Og den gik langt ned. Ikke om bilen ville køre mere end få sekunder ad gangen og da det endelig lykkedes at få lidt liv i den, var kvalifikationen kørt.

Umiddelbart derefter kom en lille optur: Teamet var usikre på, om de kunne få lov at starte, når der ikke var blevet sat en tid i kvalifikationen, men løbsledelsen kunne bekræfte at det var OK. Ganske vist allerbagerst i det store felt - men hvad gjorde det? Turen til Dubai var ikke spildt allerede inden løbet var begyndt - og i langdistanceløb betyder startpositionen reelt ikke alverden.


(Foto: Henning Smed)

Opturen fortsatte i løbet, hvor det hurtigt viste sig, at Aston Martinen var i topform igen. Faktisk så meget, at man efter omkring 6 timers kørsel højst overraskende havde kæmpet sig op allerforrest i den klasse, teamet deltager i. Det var dog på ingen måde uden modstand fra de andre teams og det næste halve døgn bølgede et slag imellem 3-4 biler frem og tilbage. Perfection Racing Europes Aston Martin flyttede sig i denne periode frem og tilbage imellem første-, anden- og tredjepladsen i klassen stort set hver eneste gang en af bilerne var i pit.

Ingen kunne rigtigt vriste sig løs af de øvrige og på den baggrund var det umiddelbart kritisk, at den sorte Aston Martin ved 5-tiden om morgenen fik rykket frontspoileren løs og måtte i pit til en lille reparation. Det satte teamet af kampen om førstepladsen, men indenfor en time, var de tilbage igen, da et par konkurrenter ligeledes fik problemer. Der kunne man tale om uforudsigeligheden i langdistanceløb og hvordan det hele pludselig kan vende. Ved 6-tiden havde Perfection Racing en forholdsvis sikker føring på 10 omgange og alt så lyst ud.


(Foto: Henning Smed)

Det gjorde det lige indtil det allersidste pitstop. Her kunne bilen ikke starte igen og det viste sig at spoilerskaden om natten havde efterladt et hul i inderskærmen, så noget af ledningsnettet blev blottet for sten og skidt fra forhjulet. Blot halvanden time før slutflaget gik det ikke længere og en ledning blev revet over. Stor nedtur at det skete - men alligevel lidt heldigt, at det skete et sted, hvor det kunne repareres og ikke ude på banen.

Den sidste time blev et langt sprint. Det var muligt at konkurrenten på førstepladsen skulle have et sidste pitstop og i så tilfælde var der en spinkel mulighed for, at Aston Martinen ville kunne nå op. Der skulle med andre ord lægges pres på og hen mod slutningen kørte svenskeren Erik Behrens de hurtigste omgangstiden bilen har kørt i Bahrain overhovedet. Men til ingen nytte. Konkurrenterne havde styr på sagerne og Perfection Racing Europes 5 kørere, Kim Holmgaard, Michael Klostermann, Kasper H. Jensen, Micael Ljungström og Erik Behrens måtte nøjes med andenpladsen efter en fantastisk indsats.


(Foto: Henning Smed)

En podieplacering er altid et godt resultat. Især ovenpå den kæmpeskuffelse teamet oplevede sidste år, da Aston Martinen forulykkede efter 5 timers løb. Men efter en sejr var så tæt på at være indenfor rækkevidde var skuffelsen alligevel til at tage og føle på umiddelbart efter løbet. Men kig blot halvandet døgn tilbage til umiddelbart efter kvalifikationen, hvor bilen overhovedet ikke ville køre. Da havde alle gladeligt solgt løbet for en andenplads - og igennem 24 timer beviste alle mand, at teamet kan være med helt fremme foran.

Henning Smed
Perfection Racing


Læs mere om:
  • Perfection Racing
  • Dubai Autodrome
  • 11/01/14 - Dubai Autodrome - 24H Series

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk