SportsCar Championship   03/01/14

Jan Magnussen tilbage på jobbet
Nytårschampagnen er knap drukket ud, før Jan Magnussen er tilbage i sædet hos Corvette Racing — nu med ny bil og nye kolleger. Australieren Ryan Briscoe er ny tredjemand i Jan Magnussens bil, når Corvette Racing stiller op til 24-timers-løbet på Daytona, som indledes med testkørsler allerede den 3. januar.

"Det er blev en kort vinterferie i år, men det gør ikke så meget, for det bliver nok en af de mest spændende sæsoner nogensinde," fortæller Jan Magnussen.

Racerkøreren er på vej til USA, hvor han i den kommende weekend skal teste for sin faste arbejdsgiver, Corvette Racing, forud for det legendariske 24-timers-løb på Daytona International Speedway i Florida den 25.-26. januar.

"Vi stiller til start i en helt ny serie (TUDOR United SportsCar Championship, red.), og vi gør det med en helt ny bil, som i øvrigt først bliver præsenteret for offentligheden den 13. januar i Detroit. Den nye Corvette C7.R skal levere al den power, vi manglede i forhold til konkurrenterne i 2013-sæsonen, og især på Le Mans bliver det spændende, da vi går fra at have klassens ældste bil, til at have den nyeste,"


Australieren Ryan Briscoe er ny tredjemand i Jan Magnussens bil

Bilen og serien er ikke det eneste, som bliver nyt for Jan Magnussen i 2014, det gør også han og Antonio Garcias nye tredjemand i sæsonens lange løb, Ryan Briscoe. Den 32-årige australier har forlængst gjort sig bemærket i amerikansk motorsport, ikke mindst i IndyCar — det amerikanske svar på Formel 1, hvor han fra 2008 til 2012 kørte for det legendariske Penske-team og netop har indgået kontrakt med Chip Ganassi Racing for 2014.

Sidste år blev Ryan Briscoe imidlertid hyret af Level 5 Motorsport til at køre en prototype som tredjemand i 12-timers-løbet på Sebring, som han vandt sammen med Scot Tucker og Marino Franchitti. Sejren medførte en aftale om at køre resten af 2013-sæsonen sammen med Scott Tucker, og duoen vandt faktisk ALMS-mesterskabet i P2-klassen.

"Det er en ære at skulle køre for et så legendarisk team som Corvette Racing," lyder det fra australieren.

"I den amerikanske Le Mans-serie har vi ofte haft pit tæt på hinanden, og jeg har tit observeret, hvordan Corvette-teamet samarbejder. Det virker som et helt særligt hold ildsjæle, som gør alt, hvad de kan for at deres to fantastiske biler skal vinde. Det er svært ikke at blive misundelig på deres kørere, og derfor er jeg naturligvis lykkelig over endelig at få chancen."


Den nye Corvette C7.R

Ryan Briscoe skal dog kun være tredjemand i 24-timers-løbet på Daytona og 12-timers-løbet på Sebring til marts. Til årets største begivenhed, 24-timers-løbet på Le Mans, bliver det atter amerikanske Jordan Taylor, som skal hjælpe Jan Magnussen og Antonio Garcia op på sejrsskamlen.

Søsterbilen, Corvette #4 med Oliver Gavin og Tommy Milner, får også ny tredjemand på Daytona og Sebring i form af englænderen Robin Liddell (som Jan Magnussen delte bil med i sidste års udgave af 24-timers-løbet på Daytona, red.), mens engelske Richard Westbrook er tilbage på holdet som tredjemand til 24-timers-løbet på Le Mans.

"Der sker rigtig mange nye ting i år, og det bliver spændende at se, hvordan serien og ikke mindst styrkeforholdet mellem bilerne udvikler sig henover året," siger Jan Magnussen.

"Så selvom vinterferien har været lige lovligt kort, kan jeg ikke vente med at komme på arbejde igen — nu skal den have én over nakken!"

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Daytona
  • 05/01/14 - Daytona - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk