Info   21/12/13

Glædelig jul og godt nytår
Kære læsere, annoncører samt alle vores samarbejdspartnere, I ønskes af hele teamet bag Motorsporten.dk en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.


(Grafik: Ulrik Them Poulsen)

Det er næppe nogen overdrivelse at sige vi har oplevet et fantastisk motorsportsår udover det sædvanlige, der har været masser af spændende ræs på alle kanter, og det er ikke småting der er blevet opnået. Nu skulle vi gerne kunne få endnu mere opmærksomhed i mere almindelige kredse og forhåbentligt kan det også smitte af på de mange uvurderlige støtter, som motorsporten ikke kunne eksistere foruden.

Det er ikke så tit at en dansk kører kan sætte sig bag rattet af en Formel 1 racer, men det lykkedes for den unge Kevin Magnussen at klare denne bedrift. Efter hans superflotte mesterskabssejr i Formel Renault, skal det blive rigtigt spændende at se hvorledes hans Formel 1 debut år kommer til at forløbe. Det ville jo være pragtfuld hvis Kevin Magnussen kunne være med til at få lille "Familien Danmark" til at højne interessen for motorsporten. På trods af vor tids to store motorsportstalenter Tom Kristensen og Jan Magnussen, halter det stadig gevaldigt for de store danske mediehuse, at følge op på de to mestres bestandige pokalhøst.

På de hjemlige breddegrader var den danske kongeserie Danish Thundersport Championship præget af spænding helt frem til finaleweekenden. Her stod afgørelsen mellem den tidligere Le Mans vinder John Nielsen og feltets unge deltager Dennis Lind. Her blev det den kun 20 årige Dennis Lind der efter finaleweekendens pointhøst kunne tage mesterskabspokalen hjem til Team DMD. Og med blot syv point mere end den garvede John Nielsen, kunne Dennis Lind udover pokalen også tage titlen som den yngste DTC mester nogensinde.

Det har også været et år som har vist os hvor meget der er på spil, når man sætter sig i sædet for at skulle køre en sejr hjem til teamet, det skal ikke være nogen skam at knibe endnu en tåre, når tankerne skrues tilbage til den skæbnesvangre dag ved årets store Le Mans løb, hvor den kun 36 år gamle racerkører Allan Simonsen på tragisk vis mistede livet i en af de ellers meget sjældne motorsportsulykker. Husk stadig på at det er muligt at betænke hans efterladte datter og kæreste ved at give en støtte til Allan Simonsens Mindefond - Indsamlingen vil løbe frem til den 31. december 2013. DASU vil overrække det indsamlede beløb til Allan Simonsens kæreste, Carina Lundbye Hansen, ved en ceremoni den 22. januar 2014 i Cirkusbygningen i København (Dansk Motorsport Award).

Vi fra Motorsporten.dk ser frem til en ny spændende motorsportssæson i 2014, med en masse spændende ræs.

Glædelig jul og godt nytår

Teamet bag Motorsporten.dk
 

Reklamer

Peugeot Holbæk


Peugeot Roskilde