Formel 1   27/10/13

Vettel dominerer også i Indien
Endnu en sikker sejr og en fjerde titel til Vettel og Red Bull
Det største drama i Indien i dag, var Vettels begejstrede opførsel da han havde passeret målstregen og tvang sin racer rundt i doghnuts, inden han efterlod bilen for at løbe over og kaste sine VM handsker ud til et ligeså begejstret publikum. Sådan noget må man jo slet ikke i en del velfriserede Formel 1 klasse. Der vanker sikkert en bøde, men den bliver ligeså sikkert betalt med et smil på læben. For os andre var det bare skønt at se en mand der anerkendte publikum.

Selve løbet er der ikke meget at sige om. Vettel kørte, så og sejrede. Der var dog enkelte små forhindringer på vejen. Men de blev alle overvundet. Det første var at han skulle skifte dæk allerede efter to omgange - de bløde dæk var simpelthen ikke egnet til racerløb. Det var ikke kun Vettel, men stort set alle der startede løbet på de bløde dæk, der skulle skifte tidligt. Undtagelsen var Romain Grosjean, men det vender vi tilbage til.

Andet problem for Vettel var en velkørende Webber, der måske kunne have hentet sæsonens første og karrierens sidste sejr i dag. Australieren var i al fald ganske velkørende og selvom han lå bag Vettel, var det muligt at han kunne hente ham. Men problemet løste sig selv, da Webber fik besked på at køre ind til siden fordi han havde et elektrisk problem. Synd for ham, og egentlig også synd for løbet.

Starten gik planmæssigt for Vettel, men ikke så planmæssigt for mange andre. Alonso blev ramt af Webber på vej rundt i første sving og skulle have skiftet sin næse - og dermed var hans dag ødelagt. Resten af løbet var generelt langt under hans vanlige niveau - og han endte på en frygtelig beskeden 11. plads. Ikke tilfredsstillende for en der ligger på 2. pladsen i VM. Alonso skal nu til at kigge sig over skulderen, Raikkonen er 24 point efter ham, med tre løb tilbage.

Alonso skubbede også lidt til Button, der heller ikke fik et godt løb. Englænderen endte på en 14. plads og understregede det umulige i McLarens jubilæumssæson.

Heller ikke for Mercedes eller for Massa gik tingene planmæssigt, hvis planmæssigt altså er lig med det man forventer af dem. De to Mercedes racere kom godt nok afsted, men i andet sving blev de taget indenom af Felipe Massa, der efter sin fyreseddel i den grad bare kører for sin egen skyld - og godt for det. Det var dejligt at se ham vise aggressivitet og initiativ - og specielt på en dag hvor hans holdkammerat faldt helt og aldeles igennem. Men Ferrari er ikke nogen vinder og han endte på fornem 4. plads.

Da Webber udgik arvede Kimi Raikkonen 2. pladsen i løbet. Men det var ikke en position han kunne fastholde. Han havde skiftet dæk tidligt, som alle andre, men satsede på at kunne køre over 50 omgange på mediumdækket. Det gjorde han sådan set også, men de var så slidte at han ikke kunne gøre noget da først Nico Rosberg hentede ham. Senere var det holdkammeraten Grosjean der kom bagfra - det kostede lidt sværdslag, men franskmanden kom forbi alligevel. Han havde skiftet dæk på 14. omgang - og fik et-stops-strategien til at virke. Han overtog 3. pladsen og lod Raikkonen drukne. Først med Massa, der kom forbi - senere duoen Hamilton og Perez.

Den der fik mest ud af det, og fik lidt revanche, var Sergio Perez, der benyttede sig at overhalingen af Raikkonen til også at smutte forbi Hamilton, der således endte på den 6. plads han havde i forvejen. Raikkonen endte med at skifte dæk, to omgange fra mål, sætte hurtigste omgang og alligevel holde fast i 7. pladsen.

Paul di Resta og Adrian Sutil blev nr. 8 og 9 og fik endelig hentet point hjem til Force India igen. Dermed bevarer de et vist forspring til Sauber. Netop Sauber endte med at måtte trække Hülkenberg ud af løbet. Tyskeren havde ellers lavet en god præstation og lå foran de to Force India racere, men i dag slap heldet altså op.

Sidste point blev uddelt til Ricciardo i Toro Rosso, der også lykkedes med et stop, men startede med medium og sluttede på bløde dæk - den mindre benzinmængde øgede holdbarheden af dækkene.

Sebastian Vettel vandt VM, men det var jo en formssag. At vinde med en sejr, er den rigtige måde at gøre det på. Red Bull vandt også konstruktørernes titel - og så er det hele jo altså afgjort. Kun de sekundære placeringer er nu i spil.

Der har de seneste uger været snak om at Red Bull snyder med elektronikken og har traction control og andre forbudte elektroniske hjælpesystemer. Det er ikke meget kød på snakken. Dels er bilerne ganske grundigt kontrollerede, dels er Red Bull og Christian Horner ganske udspekulerede - hvis de virkelig snød, ville de ikke være helt så overlegne! Red Bull er bare en bil bedre end modstanderne. Lad os håbe at det ikke fortsætter...

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Buddh International Circuit
  • 27/10/13 - Buddh International Circuit - Formel 1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde